Klassisk periode  (1750-1820)

 

DET ATTENDE ÅRHUNDREDE

Samfundet havde hidtil bestået af tre klasser: de adelige, kirkens mænd og trediestand, de besiddelsesløse - dem uden priviligier.
 
I den klassiske periode begyndte folk fra trediestand at gøre sig gældende. Byerne voksede. Borgerne gjorde oprør mod adelens mange fordele. I 1789 kom den franske revolution.
 
Udviklingen skete gradvist. Forandringerne kom ikke på én gang. I mange egne af Europa var alt som før, men tendensen bredte sig.
 
 

MUSIKKEN

Kunstmusikken - den musik, der blev spillet af orkestre, og som man lyttede til - havde hidtil været forbeholdt konger og de fyrster, der havde råd til at have orkestre på deres slotte.
Nu ville borgerne også høre musik. Den blev en vigtig del af deres liv og selvforståelse. I den klassiske periode kom de første offentlige koncerter.
 
 

MARKED FOR MUSIK

Musik blev en vare, der kunne købes. Komponisterne skrev deres stykker og solgte dem til købere, de ikke kendte: det offentlige publikum.
 
Der er blevet skabt stor kunst inden for musikken længe før den klassiske periode, men nu begyndte komponisterne at sætte deres personlige præg på musikken. Et musikstykke blev et kunstværk.
 
 

SONATEFORM

Ligesom fugaen var et af barokkens kendemærker, kom sonaten til at præge klassikkens musik. Både solokoncerter og store orkester blev skrevet i sonateform. Den er som et dramatisk forløb:
I første del møder man to temaer, et hovedtema og et sidetema. De er helt forskellige og står i hver sin toneart. Nu kommer der en gennemføringsdel, hvor kontrasterne bliver spillet ud mod hinanden. I sidste del falder musikken til hvile. Hovedtemaet og sidetemaet bliver forenet i sonatens oprindelige toneart.
 

Sonateformen kan varieres i det uendelige. Her havde den enkelte kunstner et væld af muligheder for at udtrykke sig.

Et grundlag for sonateformen er spændingen mellem de forskellige tonearter og mellem dur og mol. De gamle kirketonearter var gledet ud i begyndelsen af barokken.
 
 

WIENERKLASSIK

Den vigtigste musikby var Wien. Derfor kaldes periodens musik ofte for wienerklassiken. De fire store klassiske komponister boede alle i Wien:
Joseph Haydn, Wolfgang Amadeus Mozart, Ludwig van Beethoven og Frantz Schubert.
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms