Mine oplevelser omkring kulturugen den 3. til 6. oktober 2005

               
I foråret fik jeg en henvendelse fra Kulturhuset i Kolding.
 
Man ønskede at markere litteraturfestivalen i uge 40 med et
fortælle-arrangement. Jeg forslog at lave en historie sammen med de brugere, der havde lyst til at være med. Det forslag blev godt modtaget.
 
Min søster Hanne Hansen har i mange år haft som hobby at lave dukker. Hun former selv deres hoveder, hænder og fødder, giver dem rigtigt hår og syr krop og lemmer plus tøj der passer til hver enkelt dukke. Ofte former hun dukkerne efter levende model, så de bliver små livagtige personer.
 
Ved et møde i Kulturhuset blev vi enige om, at det ville være fint, hvis jeg kunne låne nogle dukker af Hanne, som vi så kunne bygge historien over.
 
Hele historien skulle digtes i løbet af 3 timer:
Mandag 16,30 til 17,30
Tirsdag 18,30 til 19,30
Onsdag 18,30 til 19,30.
 
Endelig skulle historien og dukkerne præsenteres for de tilhørere, der dukkede op, torsdag kl. 19,00.
 
Otte brugere meldte sig som medforfattere.
 
Jeg lånte fire dukker af Hanne plus fire tøjdyr.
 
 
 

Mandag

Jeg begyndte med at stille dukkerne på bordet og spørge:
Hvem er de? Hvad hedder de? Hvordan er de?
 
Svarene kom hurtigt. De to største dukker var far og mor – Hans og Grethe – en lidt mindre dukke var pigen Karin – en dukke med små vinger var den gode fe – en tøjhund var Karins hund Emil – og desuden var der Karins legetøj: to tøjbamser og en tøjabe.
 

Derefter spurgte jeg: Hvad sker der med Karin?

Også her kom svarene hurtigt. ”Hun kommer på skadestuen.” ”Hun er helt alene.” ”Ingen er med hende.” ”Så kommer den gode fe.”
 
Ikke alle sagde lige meget. Pigerne var hurtigst, mens Poul Erik og Jens Otto næsten ikke sagde noget den første aften. Senere tøede de op. Carl Emil havde mange gode bemærkninger. Mit indtryk er, at alle var flinke til at give hinanden plads til at sige noget.
 

Jeg havde travlt med kuglepennen og nåede at fylde omtrent 10 A4 ark med notater. Vi snakkede lidt om, at sådan begyndte alle historier. Forskellen var, at her var der otte forfattere plus mig. Ellers plejer ideerne at komme inde i mit hoved.

 

Tirsdag

Min mand Erik var med for at tage nogle fotos. Desværre viste det sig bagefter, at der var noget galt med hans digital-kamera, så billederne måtte tages om dagen efter. Det havde forfatterne ikke noget imod.
Jeg læste de sider, jeg havde skrevet ud fra mine notater. Alle var tilfredse og undrede sig over, at de ting, de havde sagt, virkelig var kommet til at ligne en historie.
 
Så tog jeg min A4 blok frem, og historien gik videre. Ideerne myldrede frem, og jeg havde 10 nye sider med notater, da vi sluttede.
 
I virkeligheden tog det hele dagen at skrive historien. Jeg var helt bange for, at jeg ikke skulle nå at blive klar til om aftenen, men det lykkedes.
 

Onsdag

Erik tog nye fotos, og det nye afsnit blev læst højt. Derefter gjaldt det om at lave en slutning. Historien skulle ende godt. Jeg var lidt ked af, at holdet så kategorisk hævdede, at Karin ikke havde én eneste legekammerat. Derfor havde jeg skaffet endnu en dukke – en dreng, som jeg stillede op på bordet, mens jeg sagde: ”Her er en legekammerat til Karin. Hvad hedder han. Hvor bor han?”
 
Der blev hurtigt enighed om, at Kurt flyttede ind i nabohuset ved feens trylleri og blev Karins bedste ven. 
Det var lidt sværere at lave en slutning end de to første afteners storm af ideer. Forfatterne var ikke altid enige om, hvad der skulle ske, men det lykkedes at nå en løsning, som alle var tilfredse med.
 
Vi aftalte, hvordan historien skulle præsenteres: Hver forfatter skulle have ansvaret for en dukke eller et tøjdyr. Jeg skulle læse historien op.
 

Torsdag

Nu var historien færdig. Alt gik efter planen. Forfatterne fik den opmærksomhed, de fortjente, og det var fint, at alle fik en gave – en litteratur-uge-bluse. Alle blev meget glade for den. De fik også hver et foto af dem selv med en dukke.
 
 

Mit samlede indtryk:

Det var en stor oplevelse for mig, og så vidt jeg kan bedømme – også for hver enkelt forfatter.
Jeg var imponeret over deres iderigdom og store entusiasme. Hvis arrangementet skal gentages, vil jeg dog foreslå et kortere forløb. Det var meget krævende med de 4 dage. Man kunne f.eks. tænke sig et digterværksted om eftermiddagen og præsentation om aftenen.
 

Dukkerne var uundværlige

Måske var det slet ikke lykkedes uden dem. I løbet af de 3 dage blev de til meget konkrete personer. Jeg skal hilse fra Hanne og sige, at hun gerne låner dukker ud igen. Det skal så være nogle helt andre, så der kan opstå helt nye historier.

Sys Matthiesen

Hannes emailadresse: eriklund@mail1.stofanet.dk
 
 
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms