Karin og den gode fe

 
Forfattere:

Jens Elkjær, Poul Erik Clausen,Jane Grusgaard

Jens Otto Nielsen, Connie Ruth Hoffmann

Betty Nissen, Carl Emil Madsen, Sine Kris
Sys Matthiesen

1. kapitel
 

Karin på skadestuen

Uden for byen lå et lille hus i en stor, gammel have. Der var græs og buske og høje træer. Man kunne næsten ikke se huset fra vejen. Her boede Hans og Grethe. De var gartnere og havde travlt med at plante små, nye træer i skoven. Hver morgen tog de tidligt af sted og kom først hjem, når det begyndte at blive mørkt.
 
Hans og Grethe havde en datter, som hed Karin. Hun var syv år, og hun var en rigtig lille vildbasse. Når hun kom hjem fra skole, legede hun i haven med sin hund, Emil, indtil hendes forældre kom hjem. Karin kunne godt lide at være alene. Hun klatrede i træer, og somme tider nåede hun helt op til toppen. Der kunne hun se ud over hele byen.
 
Når det regnede, legede Karin med sine tøjdyr. Hun havde en sjov abe og to bjørne. Den ene bjørn var mørkebrun og blød, og den var næsten lige så stor som Emil. Den anden var lille. Den havde en ternet dukkekjole på. Karin var glad for sine tøjdyr, men hun ville gerne have mange flere. Hun havde en masse fantasi og forestillede sig, at de var levende og kunne snakke.
 
Grethe var altid bekymret for Karin. Hun snakkede om, hvad der kunne ske, når Karin var alene, men Hans sagde: ”Hold op med at være sådan et pylrehoved! Karin klarer sig fint.” 
 

En dag klatrede Karin op i havens højeste træ, langt ud på de tynde grene. De kunne ikke bære hende.

Krask! sagde det.
 

Så lå hun i græsset. Hun havde ondt i hovedet, og den ene arm så helt forkert ud. Den måtte være brækket.

Karin var en tapper pige. Hun gik ind i huset og ringede til Falck. En rar dame fik hendes adresse og sagde, at hun skulle lægge sig ned og vente. Ambulancen ville være hos hende om 10 minutter.
 

Da Karin kom ind på skadestuen, stod der en sygeplejerske. Hun spurgte:

”Hvor er din far og mor? Er der slet ingen med dig?”
 
”Karins forældre arbejder i skoven,” sagde Falck-redderen. ”Vi prøver at få fat i dem.”
 
Karin blev lagt på en briks. Hun græd og følte sig meget alene. Pludselig stod der en fremmed dame ved siden af hende. Damen var ung og køn med et venligt ansigt og langt rødt hår. I håret havde hun en blomsterkrans. Hendes lange kjole var lyseblå, og på ryggen havde hun små, fine vinger.
 

”Jeg er den gode fe,” sagde damen. ”Og jeg vil være sammen med dig, til dine forældre kommer.”

Karin blev meget glad. Den gode fe holdt hende i hånden og trøstede hende.
 

2. kapitel
 

Levende tøjdyr

Pludselig hørtes løbende skridt på gangen. Karins mor og far kom ind. ”Hvad er der sket?” råbte Grethe. ”Vi tog en taxa,” sagde Hans.
 
Grethe fik øje på den gode fe. ”God dag,” sagde hun venligt. ”De må være en dame fra byen. Tak, fordi De tog Dem af min datter.”
 
Den gode fe smilede og gik hen til døren. Hun åbnede den og forsvandt. Ingen så, hvor hun blev af.
 

Hans og Grethe satte sig ved siden af briksen. Mens Karin fik gips på armen, fortalte hun, hvad der var sket. Grethe var meget bleg. Hun sagde hele tiden:

”Åh nej! Det var dog skrækkeligt. Hvad sagde jeg? Vi skulle have fundet en barnepige til Karin. Åh nej. Åh nej. Måske vokser armen forkert sammen. Så får hun en skæv arm. Stakkels lille Karin.”

”Hold op med at være så pylret,” sagde Hans. ”Det hele skal nok gå godt.”
 
Da Karin havde fået gips på, fik hun lov at komme hjem. ”Karin har slået hovedet,” sagde sygeplejersken. ”Derfor må hun ikke gå i skole den første uge.”
 
Så kom taxaen og kørte dem hjem. Da de stod foran hoveddøren, kom Emil løbende.
 
”Vuf, vuf!” gøede han og snuste til gipsen på Karins arm. Emil var en doven hund. Han sov næsten hele dagen, men lige nu dansede han rundt om Karin. Han kunne slet ikke styre sin glæde over at se hende.
 
De næste dage blev mor hjemme fra skoven. Karin lå på sit værelse og legede med aben og de to bamser. Somme tider så hun fjernsyn, men de fleste udsendelser var for voksne, og hun kom hurtigt til at kede sig.
 
Hvert femte minut kom Grethe ind og pylrede. ”Vil du have et glas saftevand?” ”Åh nej! Pas på din arm. Du må ikke ligge på den side.” Har du ondt i hovedet?” Sådan var det hele tiden.
 

En dag sagde hun: ”Jeg skal hen i supermarkedet og handle. Kan du være alene så længe?”

”Ja, selvfølgelig kan jeg det,” svarede Karin.
 
Grethe gik. Karin tog sin tøj-abe og sagde: ”Jeg ville ønske, at du var levende.”
 

Pludselig stod feen i værelset. Hun pegede på aben med sin tryllestav. Bagefter pegede hun på de to bjørne.

Aben og bjørnene blev levende. ”Nu kan I lege,” sagde feen. ”Men kun, når I er alene. Så snart dine forældre kommer ind, bliver aben og bjørnene til almindelige tøjdyr.”
 
Da hun havde sagt det, forsvandt hun lige så pludseligt, som hun var kommet.
 
De to bjørne brummede venligt og kravlede op til Karin, der sad i sin sækkestol. Aben udstødte et højt Tarzanhyl og fór op i gardinerne. Han holdt fast i én hånd og gyngede i gardinstangen. Så sprang han, landede på lampen og fortsatte over på bogreolen, hvor han gav sig til at smide bøger på gulvet. Han strøede legetøj til alle sider. Karins værelse havde aldrig før været så rodet.
 

”Åh nej,” sagde Karin. ”Hvad skal jeg dog gøre?”

”Tag det roligt. Jeg skal nok rydde op,” lød en stemme, og pludselig stod den gode fe i værelset. Hun pegede rundt med sin tryllestav, og snart var alt i orden. Bagefter trak hun en stor is ud af luften og rakte den til Karin.
 

Telefonen ringede. Det var Hans. ”Hej, far” sagde Karin.

Hans spurgte: ”Går alt, som det skal?” ”Ih ja,” svarede Karin. ”Det går fint. Mor er i supermarkedet.”
 
Feen lo og forsvandt.
 
Aben begyndte forfra med at rode. Han væltede tre potteplanter. Jorden dryssede ud og blev spredt over hele gulvet.
 
Nogle blomster knækkede af. Pludselig stod mor i døren. Hun så helt forkert ud i ansigtet:

”Hvad har du lavet?” råbte hun.

”Ikke noget,” svarede Karin. Hun turde ikke fortælle om feen og tøjdyrene, der blev levende. Tænk, hvis den gode fe blev sur.
 

3. kapitel
 

Karin i skole

Karin blev hjemme en uges tid, men en dag sagde Grethe: ”Nu må du godt gå i skole. Så kan dine kammerater skrive på din gips-arm.”
 
Karin ville hellere blive hjemme. Hun havde det sjovt sammen med aben og bjørnene. Emil lå næsten hele dagen på gulvet i hendes værelse og sov.
 
Det var såmænd meget sjovt at gå i skole. Karin gik i første klasse. Læreren hed Erna. Hun var lidt skrap og forlangte, at der skulle være ro i klassen. Børnene skulle først og fremmest lære noget. Karin kunne godt læse en smule, og hun kunne skrive sit eget navn, men det bedste ved skolen var frikvartererne.
 
Når pigerne sjippede, var Karin den allerdygtigste. Hun kunne flere dobbelthop og baglæns hop end nogen af de andre piger. Hun var også den i klassen, der løb hurtigst. Pigerne var lidt bange for hende. Karin kunne godt finde på at drille, og derfor måtte hun tit gå alene.
 

En dag, da Karin var på vej hjem fra skole, gik der pludselig én ved siden af hende. Det var den gode fe.

”God dag,” sagde Karin forbavset. ”Hvor kommer du fra? Jeg har ikke set dig i mange dage.”

”Jeg kommer og går, som jeg vil,” sagde feen. ”Lige nu har jeg fået lyst til at opfylde ét af dine ønsker. Hvad kunne du tænke dig?”
 

Det var svært. Karin tænkte længe. Til sidst sagde hun: ”Jeg ønsker, at mor har lavet noget godt til mig, når jeg kommer hjem, og så skal hun holde op med at være så pylret.”

”Det bliver, som du vil,” sagde feen. Så forsvandt hun.
 

Da Karin kom hjem, havde hendes mor bagt en kage og lavet kakao. Karin hyggede sig, men Grethe sagde:

”Når du har spist, skal du feje skorstenen. Tag en kost og kravl op på taget.”

”Jamen mor!” udbrød Karin. ”Det er farligt.”

”Pyt med det!” sagde Grethe. ”Du skal bare se dig for.”
 
Karin tænkte på den gode fe. Nu var moderen holdt op med at pylre, men Karin var slet ikke glad. Hun skulle have ønsket sig noget andet.
 
 
Da hun stod på taget med kosten, kom Hans hjem. 

”Hvad laver du oppe på taget?” råbte han. ”Kom straks ned.”

Grethe kom ud. ”Karin skal feje skorstenen,” sagde hun. ”Det kan hun sagtens klare.”

”Nej” råbte Hans. ”Min datter skal ikke kravle på taget. Hvad tænker du dog på?”
 
Grethe gik ind. Hans fulgte efter hende. Han skældte ud hele vejen.

Karin så efter dem. Nu kom den gode fe. Hun pegede med sin tryllestav på kosten, som fejede skorstenen ren, uden at nogen styrede den. Så tog hun Karin i hånden. De fløj ned fra taget og landede midt på græsplænen.
 
”Hvem er du?” spurgte Karin. ”Og hvorfor kommer du, hver gang jeg har brug for hjælp?”
 

”Jeg er din oldemor”, sagde feen. ”Som du ser, er jeg en god fe. Jeg forsvandt og flyttede til feernes land, mens jeg endnu var ung, men jeg hedder Karin ligesom du. Fedronningen har bestemt, at jeg skal tage mig særligt af dig. Derfor er du den eneste, der kan se mig. Jeg kommer, når du har brug for mig. Når du ikke ser mig, er jeg i feernes land.”  

 

4. kapitel


Karins fødselsdag

Nu kom der en hård tid for Karin. Grethe var hele tiden efter hende.

Karin lugede og rev i haven, huggede brænde og savede grene af træerne.
 

”Ak,” sagde Karin, mens hun hængte saven på plads. ”Hvor ville jeg dog ønske, at min mor blev pylret igen.”

Hans skældte ud. Han synes, Grethe var blevet underlig. Før var hun altid bange for, at der skulle ske noget med Karin. Nu tog hun det helt roligt, når Karin slæbte rundt med den store økse.
 
Karin satte sig på brændestablen. Hun tænkte på sin fødselsdag. ”Om en uge bliver jeg otte år,” sukkede hun. ”Men mor og far har glemt det. De snakker slet ikke om fest og gaver. Gid den gode fe ville komme og hjælpe mig.”
 

I det samme stod feen foran hende.

”Her er jeg, Karin,” sagde hun. ”Hvad kan jeg gøre for dig?”
 
”Vil du ikke nok gøre min mor pylret igen?” bad Karin. ”Det er, som om hun er ligeglad med, hvordan jeg har det.”
 

Feen lo. ”Jo, selvfølgelig kan jeg det.” Hun svang sin tryllestav og sagde: ”Hokuspokus en to tre. Nu er dit ønske opfyldt. Det er snart din fødselsdag. Har du ikke brug for en fin kjole?”

 
Karin nikkede.
”Ræk hænderne frem!” sagde feen og pegede med sin tryllestav.
 
Noget blødt ramte Karins hænder. Det var den flotteste kjole, hun nogensinde havde set.
 

Grethe kom ud. Nu lignede hun sig selv. ”Karin dog!” råbte hun. ”Hvad laver du med det brænde? Hold dig fra den skarpe økse. Du må ikke komme til skade.”

 
”Se mor!” Karin holdt kjolen frem. ”Er den ikke fin?”
 
”Jo!” sagde Grethe. ”Hvor har du fået fat i den?”
 
”Der kom en dame forbi. Hun gav mig den.” Karin rødmede, mens hun sagde det, men hvad skulle hun sige? Den gode fe var en hemmelighed, som hun ikke måtte røbe, og i virkeligheden var det jo næsten sandt.
 
”Sikke en flink dame! Jeg håber, at du huskede at sige tak,” sagde Grethe, mens hun tog kjolen. Hun bar den forsigtigt ind i huset og hængte den på bøjle. Så blev den anbragt foran døren, så Hans kunne se den, når han kom hjem.
 
Ugen efter var det Karins fødselsdag. Da hun vågnede, fik hun mange gaver. Hans og Grethe havde ikke glemt hende, og midt i stuen stod et fødselsdagsbord fyldt med slik og spændende pakker. De var fra den gode fe.
 
Om eftermiddagen fulgte hele første klasse med hjem til Karin. Det blev en dejlig fødselsdagsfest. Da alle var mætte, legede børnene i haven. Hans og Grethe havde forberedt en skattejagt. Der var lagt poster ud med opgaver, som skulle løses. Det var spændende. Karins hold kom på førstepladsen. Præmien var alt det slik, de kunne spise, men ved alle poster var der lagt slik. Ingen blev snydt.

5. kapitel
 

Den vilde abe

Karins tøjdyr blev levende, så snart hun var alene med dem, men Hans og Grethe vidste det ikke. Engang imellem lød der larm fra Karins værelse. Så kom Grethe farende. Hun så, at noget var væltet, og at tøj-aben hang i lampen eller en høj hylde, men hun troede, det var Karin, der havde smidt den derop.
 

”Jeg synes, Karin er blevet vildere,” sagde Grethe til Hans. Han lo: ”Børn skal have lov at røre sig.”

 
En dag stod vinduet åbent i Karins værelse. Aben fløj rundt mellem møblerne. Karin kunne slet ikke fange ham. Pludselig susede han i en stor bue ud af vinduet og ned på græsplænen.
 
Dér stod Grethe. Da aben ramte græsset, var den en ganske almindelig tøj-abe. Grethe samlede den op og kaldte på Karin.
 

”Kom herud! Hvorfor smider du dit legetøj ud af vinduet?”

Karin kom luskende. Hun var rød i hovedet.
 
Grethe skældte ud. ”Du skal passe bedre på dine tøjdyr! Tænk, hvis Emil havde fået fat i aben. Så havde han revet den i stykker. Den kunne også være blevet væk mellem buskene. Næste gang, du smider et tøjdyr ud af vinduet, tager jeg dem alle tre og låser dem inde.”
 

”Ja, mor,” sagde Karin, tog mod aben og gik ind.

 
En anden dag hørte Grethe en underlig brummen inde fra Karins værelse. Det lød næsten, som om hun havde besøg af en stor og en lille bjørn.
 
Grethe bøjede sig og kiggede ind gennem nøglehullet.
Inde i værelset sad Karin med de to bjørne på skødet. Det så ud, som om de snakkede sammen. Aben klatrede op ad bogreolen.
 
Grethe hørte skridt bag sig. Det var Hans. ”Nej, ved du nu hvad!” sagde han. ”Lurer du på din datter?”

”Sh!” hviskede hun. ”Kom og se!”

 
Hans satte øjet til nøglehullet, og nu så han også de levende tøjdyr.

Han rejste sig og rystede på hovedet.

”Jeg forstår ingen ting,” sagde han. ”Her foregår noget mærkeligt.”

”Ja!” kom det fra Grethe. ”Det er lige, hvad der gør.”

”Karin!” råbte Hans. ”Må vi komme ind?”

”Ja,” svarede hun.

 
De gik ind. Tøjbamserne lå på bordet. Aben sad mellem to bøger i reolen. Ingen af dem så levende ud.
”Nu vil jeg vide besked!” sagde Grethe. ”Lige før var dyrene levende. Hvordan går det til?”
 

Karin så ned. Hun kunne ikke lide at lyve, men hun turde ikke røbe den gode fe.

”Det er bare noget, I tror,” mumlede hun. ”Tøjdyrene bliver ikke levende. Jeg leger bare, at de er det. I virkeligheden er det mig, der smider rundt med dem.”

”Ja, det er klart,” sagde Hans lettet.

 
Grethe så strengt på Karin. ”Jeg kan se på dig, at du lyver. Sig sandheden!”

Karin svarede ikke.
”Vær ikke så hård ved hende,” sagde Hans. ”Jeg er sikker på, at hun siger sandheden.”

”Hm,” sagde Grethe og gik hen til vinduet. Én af potteplanterne var gået ud. Stilken var knækket lige over roden. Hun kunne lige så godt smide den ud og købe en ny.
 

 
6. Kapitel


Slagsmål i skolen

Karin var i skole. Det var frikvarter. Hun sjippede med de andre piger. En af drengene gik hen og tog fat i Karins sjippetov midt i en række dobbelthop. Hun blev rasende, fór ind på drengen og stak ham en lussing.
 

”Det skal du få betalt,” råbte han og knyttede hænderne.

 
Så var slagsmålet i gang. Snart stod der en ring af børn omkring dem. Nogle råbte: ”Heja, Karin!” Andre holdt med drengen og skreg i vilden sky: ”Heja, Jens!”
 
En lærer kom løbende og skilte dem ad.

”Er det nu dig igen, Karin?” sagde han vredt. ”Du er en rigtig vildbasse. Jeg vil snakke med dine forældre.”

 
Karin rev sig løs og løb. Snart var hun langt væk fra skolen.

”Karin dog!” lød det ved siden af hende. ”Hvad har du nu rodet dig ind i?”

 
Feen tryllede dem begge hjem i huset. Hans og Grethe var på arbejde, men på køkkenbordet stod der to dampende kopper kakao. Det havde feen sørget for.
 
De gik ind i stuen og satte sig i sofaen.

”Engang spurgte du mig, hvor jeg kom fra,” sagde feen. ”Nu skal du høre: Da jeg var lille, var jeg altid god og artig. Så blev jeg voksen og gift med din oldefar. Jeg blev sødere for hver dag, der gik, og en dag kom fedronningen. Hun sagde: ”Søde Karin.” (Du husker nok, at jeg også hedder Karin). ”Søde Karin,” sagde fedronningen. ”Du er så god, at du kan få alfevinger og blive en god fe.”

 
Det ville jeg gerne, og så kom jeg til feernes land. Jeg kender mange feer. De er næsten alle sammen gode, men jeg kender også et par stykker, der er onde. Det er de sorte feer.”
 
Der lød et højt brag, og pludselig stod der en sort fe i stuen. Hun grinede ondt og sagde: ”I kaldte på mig. Her er jeg.”
 
”Nej! Vi kaldte ikke på dig,” sagde den gode fe.
 
Den sorte fe var ligeglad. Hun gik ud i køkkenet og strøede fe-støv over hele køkkenbordet. Bagefter tryllede hun Karin i søvn. Den gode fe kunne intet gøre. Sorte feer var stærkere end gode feer.
 
Da den sorte fe havde gjort, hvad hun ville, sagde den gode fe: ”Jeg kan give dig en dejlig drøm, og når du vågner, vil du være i godt humør.”
 
Her er Karins drøm:

Hun er prinsesse og går rundt i en slotshave mellem blomster og buske. Der er også høje træer. Solen skinner. Midt i haven ligger kongeslottet. På en terrasse sidder kongen og dronningen og drikker te. De ser ud som Hans og Grethe.

Tjenere og stuepiger løber ud og ind og spørger, om der er noget de skal gøre. Hofdamerne står på række og venter på, at Karin kommer og leger med dem. Rundt i haven er der små bokse. Hvis Karin trykker på en knap, kommer der straks en guldkaret, så hun kan køre en tur.

 
Et spøgelse kommer hen mod hende. Det smiler og siger, at hun er en sød pige.  
 
Pludselig kommer den gode fe og siger: ”Nu skal du vågne, Karin.”
 
Sådan sluttede drømmen. Da Karin vågnede stod den sorte fe foran hende. Hun smilte og rakte hende en rød legetøjs-saks.
 
”Tag den ikke!” råbte den gode fe.
 
Karin hørte ikke efter. Hun ville gerne have den røde saks og rakte hånden frem.

I det samme gik døren op. Hans og Grethe kom ind. Begge feer forsvandt i et nu.

 
Grethe så det hvide pulver på køkkenbordet og spurgte: ”Hvad har du lavet? Vil du bage?”
 
Karin så forvirret ud. Grethe tog mel og sukker frem og gjorde klar til at bage franskbrød. Hun snusede til det hvide pulver og smagte på det.
 
”Det er ikke rigtigt mel,” sagde hun. ”Men jeg prøver at komme lidt i dejen.”

Hun tog lidt pulver og dryssede det i skålen. I det samme hævede dejen til dobbelt størrelse. Det duftede vidunderligt over hele huset.

”Aha,” sagde Grethe. ”Det må være en slags trylle-mel.”

Hun tændte for ovnen, formede franskbrødet og satte det i ovnen. En halv time senere tog hun det ud. Det var blevet til en sandkage!
”Hvordan er det gået til?” råbte Grethe.
 
 
7. kapitel


Feernes gaver

Hans smagte på sandkagen.
 

”Um!” sagde han. ”Den smager godt.” Grethe tog også et stykke.

”Du har ret,” sagde hun. ”Det må være noget godt trylle-mel.” Hun tog en lille krukke og fyldte resten af trylle-melet i den.

 
Karin gik ind på sit værelse. Hun legede med tøjdyrene. Bjørnene brummede, og aben var vild. Engang havde det været sjovt, men nu syntes hun, de var kedelige.
 
”Gid jeg havde en rigtig legekammerat,” sagde hun.

”Det har du nu,” lød en stemme. Den gode fe stod pludselig i værelset. Hun rakte en hånd frem. ”Kom!” sagde hun. ”Der er lige flyttet en dreng ind i nabohuset. Han hedder Kurt, og han skal være din legekammerat.”

 
Karin fulgte med. Så snart de kom udenfor, forsvandt feen.
 
I haven foran nabohuset stod en dreng. Han så fræk og sjov ud.
 
”Vil du lege?” spurgte Karin.
 
Det ville han gerne. De gik over i Karins have, hvor de fór rundt og legede vildt. Emil sprang op af dem og gøede.
 
Aldrig før havde Karin haft det så sjovt. Kurt fandt på en masse farlige ting. De klatrede højt op i træerne og sprang fra gren til gren. Bagefter lærte Kurt hende at gå på hænder. Hun lo, så hun næsten fik ondt i maven.
 
Om aftenen, da Hans og Grethe og Karin havde spist og sad i stuen, fik de besøg af den gode og den onde fe.

”God aften,” sagde Hans. ”Hvem er I?”

 
 
 
 
Grethe gik ud og lavede kaffe. Da hun kom ind med kaffekanden, sagde den gode fe:
”Jeg er Karins oldemor – altså din bedstemor, Hans. Som du måske ved, hedder jeg også Karin.
 
Hans nikkede. ”Jeg har engang set et billede af dig. Du forsvandt, da du var 20 år.”
 
Feen nikkede og fortsatte. ”Jeg blev en god fe, og i den sidste tid har jeg taget mig af Karin. Nu vil jeg hjælpe hele familien. Sig et ønske, og jeg vil opfylde det.”
 
Den onde fe sagde: ”Jeg har længe været træt af at være ond. Fra nu af vil jeg være god. Trylle-melet er en gave fra mig.
 
Her er en gave mere.”
 
Hun gik hen til potteplanterne i vinduet og pegede på dem med sin tryllestav. Straks begyndte de alle sammen at blomstre.

Hans og Grethe så på hinanden. ”Hvad skal vi ønske?” spurgte Hans. ”Et større hus?” foreslog Grethe.

Hans nikkede. Det var en god ide.

 
Sådan gik det til, at det lille hus blev til et stort og flot hus.
 
Karin hentede tøjdyrene og rakte dem til den gode fe.
 
”Gør dem til almindelige tøjdyr,” bad hun. ”Jeg har ikke brug for dem mere. Nu vil jeg lege med Kurt.”

”Som du vi,” sagde feen, ”men først vil jeg vise din far og mor, hvordan de er, når de er levende.” Hun smilede til Grethe. ”Jeg ved godt, at du syntes, her foregik noget mærkeligt. Karin løj ikke med vilje. Hun ville bare ikke røbe vores hemmelighed.”

 
Aben tog en vild tur rundt mellem møblerne. Bjørnene gik brummende hen til Karin, som tog dem op. De var ikke rigtigt levende. Nu var de bare tøjdyr, som kunne bevæge sig.
 
”Vi har en gave mere,” sagde den sorte fe.
 
De to feer så på hinanden og smilede. ”Vi giver jer en fest,” sagde den gode fe. ”Vores tryllestave klarer alt arbejdet. I skal bare invitere gæster.
 
Det blev en dejlig fest. Alle børnene fra skolen var med. Erna, Karins lærerinde, var i fint humør, og hun var slet ikke skrap. Naboerne kom og mange folk fra byen. Kurt var der selvfølgelig. Han kom allerførst. Feerne var der, og de sørgede for, at alle gæsterne havde det godt.  
 
 Karin og Kurt var venner i mange år. De kunne slet ikke undvære hinanden. Som voksne blev de kærester. Et par år senere giftede de sig, og de levede lykkeligt til deres dages ende.
 
 

Forfattere i vilkårlig rækkefølge: Jens Elkjær, Poul Erik Clausen,Jane Grusgaard

Jens Otto Nielsen, Connie Ruth Hoffmann

Betty Nissen, Carl Emil Madsen, Sine Kris
Sys Matthiesen

Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms