Kan du huske sidste gang


Resume:

Snemanden Olfert fik et stjernskud i panden og blev levende. Han oplever en ny og spændende verden og får nye venner: Trine, Mads, katten, gråspurven - du kan måske huske flere?

"Miav," sagde katten, mens den forsigtigt trippede uden om en vandpyt. "Du smelter og bliver til vand. Det gør alle snemænd."

Katten så efter ham, da han trampede over mod huset...

2. kapitel - Jens Vognmand

Olfert slog på døren med sin kost.

Bang! Bang! Bang!

Trine vågnede. Hun sprang ud af sengen, løb hen til vinduet og kiggede ud. Så fór hun ind til Mads.

”Hør!” råbte hun. ”Olfert banker på!”

Mads gad ikke vågne. ”Lad mig være,” mumlede han. ”Det er noget, du drømmer.”

”Nej, det er ej!” påstod Trine. ”Hør selv!”

Mads trak dynen op over hovedet og vendte ryggen til hende.

”Det må du selv om.” Trine gik tilbage til sit værelse. Hun åbnede vinduet og kiggede ud. Dér stod Olfert.

”Hvad vil du?” spurgte Trine.

”Du skal hjælpe mig,” lød svaret. ”Jeg vil rejse til den evige sne.”

”Jeg kommer nu.” Trine lukkede vinduet. Hun tog varmt tøj på og løb ud i den mørke have. Sneen var næsten væk. Kun under buskene lå der små, grå bunker. Tæt ved huset tittede grønne spirer op af jorden. Det var de første vintergækker.

Olfert kom jokkende. Han var blank af vand.

”Hjælp mig,” bad han og rakte begge hænder frem.


Smat!

Den ene arm ramte fliserne og gik i 1000 stykker.

”Oh!” gispede Olfert. De store sveskeøjne blev runde af forskrækkelse.

”Vær ikke ked af det,” trøstede Trine. ”Jeg laver en ny arm til dig.”

I en fart hentede hun en bunke sne under syrenbusken og formede en arm, som hun satte fast på Olferts skulder. Den var kortere og tykkere end den anden arm, men han var godt tilfreds.

”Tak,” sagde han. Så fortalte han, hvad katten og gråspurven havde sagt. ”Hvor kan jeg finde den evige sne?” spurgte han til sidst.

”Den evige sne?” Trine rynkede panden, mens hun tænkte. ”Hm ... hm ...”

”Nu ved jeg det!” råbte hun pludselig. ”Vi har haft om Norge i geografi. Dér er bjerge med evig sne. Du skal til Norge.”

”Javel,” sagde Olfert. ”Jeg går med det samme.”

”Man kan ikke gå til Norge.”

Olfert så skuffet ud. ”Hvad skal jeg så gøre?”

”Du kan køre med Jens Vognmand. Han er rar.”

Trine løb ind i skuret og hentede Mads’s skate board. Hun stillede det på jorden foran Olfert og pegede.

”Stå dér! Så skubber jeg dig. Vi skal over til Jens. Han kører til Norge hver mandag og torsdag. Det er torsdag i morgen, og han plejer at starte om natten. Kom, Olfert. Vi må skynde os.”

Jens Vognmand boede tre gader væk. Der var slet ingen trafik. Fortovet var ujævnt, så Trine hjalp Olfert ned på gaden. Her gav hun ham et skub, så han susede af sted. Trine fór efter ham. Da han gik i stå, greb hun hans arm og løb. Snart nåede de hen til kølebilen.

Afsted til Norge


Motoren larmede. Jens Vognmand stod ved døren til førerhuset.

”Halløj!” råbte han forbavset. ”Hvad vil I?”

Olfert så forskrækket på kølebilen. ”Den tør jeg ikke køre med,” sagde han. ”Den lyder farlig.”

Trine hørte ham ikke. Hun havde travlt med at fortælle om snemandens store ønske. ”Vil du ikke nok tage Olfert med til den evige sne?” bad hun. ”Ellers smelter han.”

Jens Vognmand så fra den ene til den anden. Det var svært at stå for Trines og Olferts bedende øjne. Til sidst sagde han:

”Hør her, snemand: Jeg skal til Bergen. Du kan godt køre med, men du må selv finde dit bjerg med evig sne. Jeg ved ikke, hvor det er. Stil dig på liften. Så hjælper jeg dig op i vognen.”

Olfert kom ind i bilens kølerum. Der var fuldt af store kasser, men Jens Vognmand fandt et hjørne, hvor snemanden kunne stå.

”Her er dejligt koldt,” sagde Olfert glad.

Trine rettede på hans stribede halstørklæde. ”Farvel,” sagde hun. ”Jeg håber, du finder den evige sne.”

Så hoppede hun ned på vejen.

”Gå hjem og sov,” sagde Jens Vognmand. ”Det er nat endnu. Jeg skal nok passe på din snemand.”

”Tak.” Trine gabede. Hun var træt, men hun blev stående, indtil bilen var kørt.

Da hun kom hjem, var der stille i huset. Alle sov. Trine skyndte sig i seng. Snart sov hun også.


Hun blev vækket af Mads. Han stod ved vinduet og råbte: ”Trine! Kom og se! Snemanden er væk!”

Hun gik hen til ham.

”Se den vandpyt!” Mads pegede. ”Det er Olfert. Han er smeltet i løbet af natten.”

”Nej,” sagde Trine. ”Olfert er ikke smeltet. Han er på vej til Bergen.”

”Vel er han ej,” grinede Mads.

”Jo, han er! Han kørte med Jens Vognmand. Jeg så det selv.”

Mads rystede på hovedet. ”Sludder og vrøvl!” sagde han. ”Det er noget, du bilder dig ind.”

Trine kiggede ud i haven. Græsplænen var våd og vissen. Det regnede. Hvor var Olfert? På vej mod den evige sne?

Måske. Hun følte sig ikke helt sikker.


Fortsættes om ca. 14 dage ...
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms