Kan du huske sidste gang

Resume:

Olfert tabte sin ene arm.

”Vær ikke ked af det,” trøstede Trine. ”Jeg laver en ny arm til dig.”

”Tak,” sagde han. Så fortalte han, hvad katten og gråspurven havde sagt. ”Hvor kan jeg finde den evige sne?” spurgte han til sidst.

Du kan køre med Jens Vognmand. Han er rar,” sagde Trine.

Olfert så forskrækket på kølebilen. ”Den tør jeg ikke køre med,” sagde han. ”Den lyder farlig.”

Senere kiggede Trine ud i haven. Græsplænen var våd og vissen. Det regnede. Hvor var Olfert? På vej mod den evige sne?

Måske. Hun følte sig ikke helt sikker...


3. kapitel - Olfert i Norge


Jens Vognmand havde kørt i mange timer
Jens Vognmand kørte hen ad en snedækket vej.

Han havde sejlet med færge og kørt i mange timer. Nu var han i et flot landskab med mørke graner, nøgne klipper og dybe dale.

Et højt fjeld knejsede foran ham. Det lyste hvidt i solen. På fjeldsiden var der en masse skiløbere, der susede af sted.

”Hvor er her kønt,” tænkte Jens Vognmand. ”Masser af sne og blå himmel! Hjemme i Danmark er sneen blevet til sjap og søle.”


Ved vejkanten stod et skilt. Jens læste ordet ”HOTEL” og følte sig sulten. ”Jeg stopper her,” brummede han. ”Det er flere timer siden, jeg spiste morgenmad.”

Parkeringspladsen foran hotellet var lille, men Jens kendte sit køretøj ud og ind. Han vidste nøjagtigt, hvor meget plads han skulle bruge, og snart stod kølebilen flot parkeret.

Han hoppede ned fra førerhuset og så sig om. Et stykke borte stak et par buske op af sneen. Foran dem var der en snemand.

”Hej med dig!” lo Jens. ”Men hvad er det? Du er jo en snepige. Vent lidt. Jeg har en ven til dig.”

Olfert stod i sit hjørne mellem to kasser. Han havde ikke rørt sig, siden solen stod op. Om dagen var Olfert nemlig en ganske almindelig snemand. Først når mørket faldt på, kom der liv i ham. Sådan havde det været, siden han blev ramt af et stjerneskud.

Jens hentede sin sækkevogn, baksede Olfert op på den og trillede af sted. Det var svært. Snemanden var tung, og sneen på jorden var dyb og blød.
Endelig lykkedes det. Olfert blev læsset af ved siden af snepigen.

”Se så!” sagde Jens lettet. ”Nu har jeg holdt mit løfte til Trine. Her er masser af sne. Jeg tror ikke, den er evig, men der går flere uger, før den smelter. Farvel med jer.”

Han gik hen mod hotellets store glasdør.


Jens Vognmand startede sin bil og kørte væk
Olfert anede ikke, at han var kommet til Norge. Han hørte hverken bilerne der susede forbi eller børnene, der legede rundt omkring ham.

Han så heller ikke, at Jens Vognmand startede sin bil og kørte væk efter at have spist en stor portion kogt torsk og drukket tre kopper kaffe.

Solen gik ned. Børnene forsvandt. Hotellet lyste gult i alle retninger. Skiløberne kom trampende og stillede deres ski op ad muren. De snakkede med høje, glade stemmer, mens de fulgtes ad gennem glasdøren.

Udenfor var der mørkt. Stjernerne myldrede frem. En lille stribe måne stod op og lyste blegt.

Snepigen Susa


”Hej med dig!” lød det på norsk. Olfert drejede hovedet. Ved siden af ham stod en snepige.

”Jeg hedder Susa,” sagde hun. ”Sidste nat fik jeg et stjerneskud i panden. Derfor er jeg levende.”

”Øh ...” Olfert vidste ikke, hvad han skulle sige. Han havde aldrig set en snepige før.

”Øh ... hm ...hm... Jeg ... hedder... hm ... Olfert,” fik han endelig sagt.

Hun lo. ”Du har også fanget et stjerneskud, kan jeg se. Har børnene bygget dig i dag?”

”Næh.” Olfert fortalte om haven i Danmark, om Mads og Trine, der havde bygget ham, om sneen, der blev til vand, og Jens Vognmand, som havde kørt ham til den evige sne. ”Og nu er jeg her,” sluttede han.

”Jaså,” lød det fra Susa. Hun rynkede panden og tabte tre øjenvipper. ”Sneen her er ikke evig. Den smelter, når det bliver forår.”

Olfert sukkede. ”Jeg er blevet narret. Når sneen smelter, så smelter vi også.”

Susa lo. ”Pyt med det! Der er længe til forår.”

”Den evige sne smelter aldrig,” sagde Olfert bestemt. ”Jeg vil finde den. Kom, Susa. Lad os lede sammen.”

Susa så op ad fjeldet. ”Måske er der evig sne deroppe, men hvad nytter det? Mine ben er korte. Det er dine også. Vi når aldrig op til toppen.”

”Vi kan prøve!” foreslog Olfert.


Hunden Brum


En stor hund kom løbende. Den så rar ud. ”Vov vov,” gøede den. ”Hvad står I to og snakker om?”

Det gav et sæt i Olfert. ”Du taler på samme måde som Mads og Trine. De er danske. Er du også dansk? Hvordan er du kommet til Norge?”

”Vov”, grinede hunden. ”Sikke nysgerrig du er. Jeg er her sammen med Niels. Han er mit menneske. Mit navn er Brum.”

”Har du set den evige sne?” spurgte Olfert. ”Susa tror, den ligger på toppen af skiløbernes fjeld.”

”Vov,” sagde hunden. ”Det kender jeg ikke noget til. Hvorfor tager I ikke op og finder ud af det?”

”Det er umuligt,” svarede Susa. ”Vi kan ikke gå så langt.”

”Hvem taler om at gå,” lo hunden. ”Tag skiliften. Så er I der på et øjeblik.”

Olfert og Susa anede ikke, hvad en skilift var.


”Kom med,” sagde Brum. ”Jeg ved, hvordan man kommer op i den, og jeg har tit set menneskene sætte den i gang. Det kan jeg sagtens klare.”


Turen mod toppen


Kassen sejlede gennem luften
De fulgte efter hunden. Den førte dem ind i et lille hus, hvor en stor kasse hang i et tykt tov. Olfert og Susa kravlede om bord i kassen. De kunne lige akkurat være der.

Brum gik hen til væggen, hvor der var en række knapper.

”Hold godt fast! Nu tænder jeg!” råbte hunden. Kassen kørte knagende ud af det lille hus.

Den hang fast i tovet og sejlede gennem luften op langs det høje fjeld. Olfert kiggede i vejret.

Fjeldtoppen kom nærmere og nærmere.

Fortsættes om ca. 14 dage ...
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms