Kan du huske sidste gang?


Resume:

Jens Vognmand havde kørt i mange timer. Han stoppede på parkeringspladsen. Dér stod en snepige. Hun hed Susa og hun talte norsk. Olfert vidste ikke hvad han skulle sige. Han havde aldrig set en snepige før.

Olfert fortalte om haven i Danmark og om den evige sne. "Måske er der evig sne deroppe," sagde Susa. "Men hvad nytter det? Mine ben er korte. Det er dine også. Vi når aldrig toppen."

Hunden Brum gik hen til væggen, hvor der var en række knapper.
"Hold godt fast! Nu tænder jeg!" råbte hunden.

Kassen kørte knagende ud af det lille hus...

4. kapitel - Frække Fridolf


Kassen med Olfert og Susa gled op til en platform og standsede. De stod ud. Fjeldtoppen var lige over deres hoveder.

”Se!” råbte Olfert glad. ”Vi er der næsten.”

Pludselig lød der en stemme: ”Hvad laver I her?”

Olfert og Susa kiggede rundt til alle sider. Der var ingen at se.

Nu lød stemmen igen. ”I ser dumme ud. Hvad vil I?”

”Vi ...” begyndte Olfert.

I det samme udstødte Susa et højt hvin. Hendes hue blev revet af og hoppede af sted gennem luften.

Der lød en drillende latter. ”Ha ha. Fang den, hvis du kan.”

”Jeg vil ikke være her,” græd Susa. ”Lad os køre tilbage.”


”Kom frem!” råbte Olfert ud i luften. ”Giv Susa sin hue!”

Pludselig stod der en troldedreng foran dem. Han rakte huen til Susa.

”Værsgo,” sagde han. ”I skal ikke være bange for mig. Det var bare for sjov. For resten hedder jeg Fridolf.”

Grankvisten


Olfert og Susa gloede på ham.

”Jamen ...” kom det fra Susa. ”Jeg forstår ikke ... lige før ...”

”Vi så dig slet ikke,” forklarede Olfert.

Fridolf grinede. ”Det er klart. Jeg var usynlig. Vil I se, hvordan jeg gør?”

Nej!” råbte Olfert og Susa.

”Det skal I!” sagde Fridolf. Han havde en lille grankvist bag sit ene øre. Nu tog han den frem, puttede den i munden og var væk.

Susa gispede af forskrækkelse. ”Hvor er du?” råbte Olfert.

”Bag jer!” grinede Fridolf.

De snurrede rundt, men så ham ikke.


”Ha ha. Nu er jeg her,” lød det over dem.

”Kom frem igen,” bad Susa.

Fridolf tog grankvisten ud af munden. Nu kunne de se ham - han stod på en bjælke lige over deres hoveder.

”Kom herop!” råbte han.

Olfert rystede på hovedet. ”Vi kan ikke klatre.”

Troldedrengen sprang ned fra bjælken. Han landede på gulvet foran dem og satte sig til rette.

”I har vel ikke så travlt.” Nu lød han venlig og interesseret. ”Fortæl mig, hvem I er, og hvad I laver på mit fjeld. Måske kan jeg hjælpe jer.”

”Hun holdt sig for ørerne og tordnede: ”STOP!”
Olfert fortalte om sin rejse til den evige sne. Susa fortalte om stjerneskuddet og sit møde med Olfert.

Fridolf sprang op. Han hoppede rundt om dem, mens han grinede henrykt.

”Evig sne! Kom med mig! Vi har masser af evig sne i troldehulen.”

”Virkelig?” Olfert gjorde store øjne. ”Jeg troede, at evig sne var ude i det fri.”

Fridolf var ved at revne af grin. Han elskede at drille. ”Vi skal derop,” sagde han og pegede på en mørk åbning mellem to store sten. Han slog tre koldbøtter og sprang af sted. Olfert og Susa traskede efter ham.

Åbningen var smal, men de kunne lige mase sig ind. De kom ind i en stor hule. Den var fuld af trolde. Midt på gulvet brændte et bål. Olfert og Susa holdt sig tæt til væggen. Varmen var forfærdelig. En tyk troldekone vraltede over mod dem.

”FRIDOLF!” tordnede hun. ”Hvad har du nu fundet på?”

Grinet forsvandt fra troldedrengens ansigt. Han så slukøret op på troldekonen.

”Det var bare for sjov,” mumlede han.

”FOR SJOV!” råbte hun. ”Du fortjener et ryk i halen. Jeg vil ikke have sne ind i troldehulen. Det ved du godt.”

Pludselig var troldekonen omringet af troldeunger. De plagede i munden på hinanden.

”Åh mor, lad os beholde de to snefolk.”

”Vi vil så gerne have dem.”

”Søde mor.”

”Søde, rare mor. Giv os lov.”

”Hun holdt sig for ørerne og tordnede: ”STOP!”

Der blev helt stille, men kun et øjeblik. Så gik plageriet i gang igen. Til sidst sagde hun: ”I får jeres vilje. De kan stå i spisekammeret. Så kan I lege med dem dér.”

Ugnerne skrålede en hæslig troldesang
Troldeungerne hujede af glæde. Olfert og Susa blev ført tværs gennem hulen og ind i et lille rum, hvor der stod kasser og krukker. Der var så koldt i rummet, at væggene var dækket med rim.

Ungerne tog fat i hinandens haler og hoppede rundt om snemanden og snepigen, mens de skrålede en hæslig troldesang.

Da sangen sluttede, opdagede Olfert, at Fridolf stod lige foran ham.

”Du har snydt os,” sagde Olfert skuffet. ”Du lovede at føre os til den evige sne.”

”Ja,” grinede Fridolf. ”Og det er lige, hvad jeg har gjort. Her i spisekammeret er der altid frost. I er selv blevet til evig sne.”

”Jamen...” Olfert så ulykkelig ud. Vi kan ikke leve her. Her lugter muggent.
Her er ingen himmel, ingen måne og ingen stjerner.”

”Det må I vænne jer til,” lød svaret. ”I slipper nemlig aldrig ud.”

Troldeungerne begyndte at gabe. Det var snart morgen, og trolde sover om dagen. De forlod spisekammeret.

”Olfert,” sagde Susa. ”Hvad skal vi dog gøre?”

I det samme stod solen op. Olfert nåede ikke at svare, før de begge blev til tavse figurer af sne.

Fortsættes om ca. 14 dage ...
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms