Kan du huske sidste gang?


Det var trolden, frække Fridolf. Han var usynlig
Resume:
Trolden, frække Fridolf snød Olfert og Susa. Han spærrede dem inde i det meget kolde spisekammer.

Susa udstødte et højt hvin. Hendes hue blev revet af og hoppede af sted gennem luften.

Det var trolden, frække Fridolf. Han var usynlig, når han havde en grankvist i munden.

"I må vænne Jer til, at bo i spisekammeret", sagde Fridolf. "I slipper nemlig aldrig ud."

Troldeungerne begyndte at gabe og forlod spisekammeret ...





5. kapitel - De lækre pølser


Bag hotellet lå en kælkebakke. Den var altid fuld af børn. Niels og Brum gik derud hver dag. De tog en masse ture – op og ned og op igen.

Når kælken skulle trækkes op ad bakken, sad Niels på den. Brum tog snoren i munden og halede af sted. Så snart de nåede toppen, sprang Brum op på kælken, og så gik det ned i susende fart.

Også i dag skinnede solen. Sneen var som det blødeste vat. Niels sad på kælken. Brum traskede opad, mens han tænkte på snemanden og snepigen. Nu stod de nok på toppen af fjeldet i den evige sne. Mon han kunne se dem?

Han kiggede i vejret. Fjeldtoppen lyste i solen. Det føltes, som om den knejsede lige over deres hoveder, men Olfert og Susa var ikke at se.

”Vov,” gøede hunden skuffet.

”Neeej!” hylede Niels. ”Du må i...i...i...”

Kælken kurede baglæns. Pludselig væltede den. Niels fløj ud i en snedrive.

Brum sprang hen til drengen og slikkede ham bekymret i ansigtet. ”Dumme hund!” lo Niels. ”Du må ikke give slip. Bare rolig. Jeg slog mig ikke.”

Niels børstede sne af sig og hentede kælken. Han rakte snoren til Brum. ”Af sted med dig! Denne gang skal du holde fast.”

De blev på kælkebakken hele dagen. Da solen gik ned, sagde Niels: ”Nu vil jeg ind. Det er blevet koldt.” Han satte kælken på plads.

”Kom nu, Brum!” råbte han, men hunden blev stående.

”Det må du selv om,” sagde Niels og åbnede døren til hotellet. ”Kald på mig, når du vil ind.”

Så var han væk.


Duften af pølse


Brum kunne lugte, at pølsen måtte være lige i nærheden
Brum løb hen til kælken. Han tog snoren i munden og løb. Nu ville han finde Olfert og Susa. Bagefter kunne han tage en lang kælketur ned ad fjeldet.

Det var svært at trække kælken op i skiliften, men Brum var stædig, og til sidst lykkedes det. Han trykkede på knappen. Liften med kælken begyndte at køre opad. Brum sprang og landede oven på kælken.

Liften standsede lige under fjeldtoppen. Brum hev kælken med sig ud og traskede opad. Olfert og Susa var der ikke. Det så ud, som om de aldrig havde været der. Hvad var der sket med dem?

Pludselig mærkede han duften af pølse. Den var stærk og krydret. Pølsen måtte være lige i nærheden. Måske var der flere? Brum var meget sulten. Han havde ikke fået aftensmad. Nu løb hans tænder i vand. Duften kom fra en revne i fjeldet. Det måtte være indgangen til en hule. Brum fór af sted med kælken efter sig.




Hulen


Nu var han der. Han lod kælken stå og smuttede ind i hulen. Tæt ved indgangen lå en stabel grankviste. De var pænt ordnet med den største øverst. Brum kunne ikke lade være. Han tog en grankvist i munden. At løbe med pinde var det sjoveste, han vidste.

Inde i hulen lå en masse trolde og sov. De plejede at vågne, når solen gik ned, men netop den nat havde de valgt at sove længe. Brum kunne lugte, hvor pølserne var. Der var kun ét at gøre: Han måtte liste forbi troldene.

Hvad skulle han gøre, hvis de vågnede? Kunne han løbe fra dem? En trold vendte sig i søvne og skubbede til Brum. Hunden så ned. Hov! Hvor var hans poter? De var væk! Hans hale var også væk!

I virkeligheden var Brum usynlig, fordi han havde grankvisten i munden, men det vidste han ikke. Han sprang af sted.

I spisekammeret hang en masse pølser under loftet. Et svagt lys trængte ind fra hulen. Brum kunne se omridset af to hvide skikkelser. Var det trolde, der stod på vagt? Han knurrede svagt.

”Brum?” lød Susas stemme. ”Er det dig?”

”Hvad?” Brum tabte grankvisten af forbavselse. ”Hvad laver I her?”


Uhmn - de lækre pølser
Nu kunne de se ham. Olfert forklarede: ”Vi er fanget her. Det var godt, du kom. Vil du hjælpe os ud?”

”Selvfølgelig!” lovede Brum. ”Men først vil jeg have én af de lækre pølser, der hænger under loftet.” Han sprang i vejret og satte tænderne i den største.

Grankvisten lå på gulvet. Olfert samlede den op og puttede den i munden. Susa snappede efter vejret.

”Olfert!” gispede hun. ”Hvor er du?”

Brum fik en ide. ”Der ligger en masse grankviste ved hulens indgang. Jeg smutter ud og henter to. Så er vi alle tre usynlige, og så kan vi let komme forbi troldene.”

Snart var de på vej gennem hulen. Hver havde en grankvist i munden. Olfert bar den store pølse i armene. Ingen af troldene vågnede. De snorkede om kap.

Udenfor var der stjerneklart. Månen hang som en hvid skive over fjeldtoppen.

Olfert sukkede. ”Her kan vi ikke blive. Måske er sneen evig, men vi kan ikke bo sammen med troldene.”


I skal den vej...


”Nej, det kan I ikke,” sagde Brum. ”I skal videre. Her er hotellets kælk. Den er god og stærk. Sæt jer op på den. Jeg giver jer et skub. Så vil I snart være langt væk.”

”Hvor kommer vi hen?” Susa kiggede ned. På den ene side af fjeldet lå hotellet, vejen og en by med mange huse. På den anden side var der mørke skove. Landskabet så vildt og farligt ud.

”Jeg ved ikke, hvor I kommer hen,” svarede Brum. ”Men I skal den vej.”

Olfert nikkede. ”Du har ret. Kom, Susa.”

Snemanden og snepigen satte sig op på kælken. Brum gav dem et skub. De fløj af sted i en sky af sne.

Hunden stod længe og så efter dem. Så tog han pølsen i munden og gik over til skiliften. Nede på hotellet ventede Niels og en varm kurv. Det glædede han sig til.


Fortsættes om ca. 14 dage ...
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms