Kan du huske sidste gang?


”Olfert uden næse.
Sikken en fadæse.”
Resumé
Næsen var væk. Den måtte ligge et sted i den dybe sne. Hvad skulle han gøre?

Susa sang drillende.

”Hold op!” råbte Olfert og holdt sig for ørerne.

Ude på den frosne sø kunne Olfert se noget rødt. Hvad mon det var?

Hvem var kusinen? Hvad var et himmeltog? Der var så mange spørgsmål, som Olfert gerne ville have svar på.

Stakkels julemand


"Det er der vi bor", råbte nisserne
Der var mange med toget. En svale var blevet forsinket på rejsen til de varme lande. Den ville til Ægypten. Et hold slædehunde skulle til Sibirien. De så trætte og sure ud.

Olfert og Susa kom til at sidde midt i en flok nisser.

”Hvor skal I hen?” spurgte Susa.

”Til den gamle mølle,” råbte nisserne i kor. ”Vi bor der.”

Olfert anede ikke, hvad en gammel mølle var, men han ville ikke lyde dum. Han spurgte: ”Er det et godt sted at bo?”

”Ja, det kan du tro. Møllekonen er rar.”

”Hun giver os grød til jul.”
” ... og julekager...”
”... og godter ...”

Nisserne snakkede i munden på hinanden, mens de fór rundt mellem sæderne. To kiggede ned fra bagagehylden. Én slog koldbøtter hen ad midtergangen.

Slædehundene knurrede vredt. Førerhunden snerrede: ”Sæt dig på din plads og vær stille. Vi vil sove.”

”Hvorfor er I sure?” spurgte nissen.

Førerhunden gad ikke svare. En lille, tynd hund fnisede. ”Vi har været til kapløb for slædehunde.”

”Vandt I?” spurgte Olfert interesseret.

”Næh, vi kom sidst. Det er derfor, vores førerhund er gal.”

Ræven kiggede ud ad vinduet.

”Stop!” råbte han pludselig. ”Se den sky! Der står én og vinker.
Det er ... julemanden.”

Toget gled hen til skyen og standsede. Passagererne myldrede ud. Julemandens kane var fyldt med gaver. Foran den lå otte rensdyr. De havde blanke øjne og røde næser.

”Mine rensdyr er blevet syge,” forklarede julemanden. ”De kan ikke flyve. Børnene venter på deres gaver. Hvad skal jeg dog gøre?”

”Følg med os til møllen,” råbte nisserne. ”Møllerkonen kan gøre dine rensdyr raske.”

”Ak,” sukkede julemanden. ”Hvordan skal jeg komme til møllen? Mine rensdyr kan ikke flyve.”

”Hm ... ” Sneharen trak i sine lange ører, mens han tænkte. Det gjorde dem endnu længere. ”Måske kunne vi ... Jeg vil spørge togføreren.”

Alle så efter ham, mens han hoppede af sted langs toget. Da han nåede hen til lokomotivet, åbnede han en dør og forsvandt.

Et øjeblik efter kom han springende. Han så glad ud. ”Det er i orden,” råbte han. ”Vi spænder skyen efter toget. Bliv hos rensdyrene, julemand, mens vi kører.”

Nisserne hjalp med at binde skyen fast. Passagererne vendte tilbage til deres pladser.

Sneharen fløjtede. Toget satte i gang.

Olfert og Susa sad på det forreste sæde. Olfert pegede ud. ”Se stjernerne!” sagde han. ”De stråler om kap.”

Susa nikkede. ”Det er smukt. Dér falder et stjerneskud. Måske rammer det en snemand.”

Toget standsede uden for møllen. Alle sprang ud og tog fat. Julemandens kane blev båret væk fra skyen og stillet på de toppede brosten. Rensdyrene vaklede efter den. De hostede og nøs om kap. Så snart alle var væk fra skyen, smuttede den til vejrs.

Møllerkonen kom ud. Hun slog hænderne sammen.

”Jamen dog, I små stakler. Kom ind i varmen. Jeg ved lige, hvad I trænger til.”

Rensdyrene fulgte efter hende ind i møllen. Alle passagererne fra toget myldrede ind. Olfert og Susa blev ude i kulden. De gik hen til et vindue og kiggede ind.

Julemanden snakkede med mølleren. Nisserne og møllerbørnene gik rundt mellem gæsterne og serverede godter og julekager i store skåle. Gæsterne spiste.

Møllerkonen hældte hyldebærsaft i en stor gryde, som stod på komfuret. Da saften var rygende varm, stillede hun gryden midt på gulvet.
Hun tog en kande julegløgg fra bordet og hældte tre dråber i hyldesaften. Rensdyrene blev puffet hen til gryden.

”Drik!” kommanderede møllerkonen.

De snusede forsigtigt til saften. Så stak de mulerne ned i gryden og drak.

Møllerkonen forsvandt. Kort efter kom hun tilbage med otte lange halstørklæder. De var til rensdyrene.


"Hvad er det for én?", spurgte Susa
”Åh,” sukkede Susa. ”De har det hyggeligt. Gid vi kunne komme ind og være med.”

”Varme stuer er ikke for sådan nogle som os,” sagde Olfert. Han var også lidt ked af det.

I det samme gik døren op. Den største af møllerpigerne kom ud med to kager, som hun gav til Olfert og Susa. ”De er til jer,” sagde hun og løb ind igen.

Susa så på sin kage. Den var rund som et hjul med et hul i midten. ”Hvad bruger man sådan én til?” spurgte hun.

”Det ved jeg ikke.” Olfert holdt sin kage op foran sit ene øje og kiggede gennem hullet.

I det samme kom to krager flyvende. ”Kra ... kra ... kager ... kager ...” skrålede de, susede tæt forbi Olfert og Susa og snuppede kagerne. De forsvandt over møllens tag.

Olfert og Susa lo.

Pludselig strømmede lyset ud på gårdspladsen. Nisserne tumlede ud på de toppede brosten. De dansede rundt, mens de sang:

”Vi skal hjælpe julemanden.”

Slædehundene nikkede venligt til snemanden og snepigen, mens de gik over til julemandens kane, tog julegaver i munden og bar dem ind i toget. De andre passagerer tog også fat. Olfert og Susa løb over mod kanen, så hurtigt deres korte ben kunne bære dem. ”Vi vil også hjælpe,” råbte de.

Snart var den store kane tom.


Julemanden kom ud af møllen. Han havde en møllerpige i hver hånd. ”Olfert og Susa!” kaldte han.

”Ja,” svarede de begge to. Han sagde venligt: ”Nu skal I høre. Mine rensdyr bliver her. Møllerkonen passer dem, mens jeg deler gaver ud. Kanen bliver her også. Jeg kører med himmeltoget. Nisserne, slædehundene og alle de andre har lovet at hjælpe. Vil I blive her og passe på min kane? Hvis den bliver stjålet, kan jeg ikke komme hjem, og så bliver det aldrig mere jul.”

Olfert og Susa nikkede. Det var en vigtig opgave, de havde fået, men de skulle nok klare den.


Julemanden gik ind i toget. Sneharen fløjtede afgang. En masse hoveder kiggede ud og råbte:

”Glædelig jul!”

Fortsættes om ca. 14 dage ...
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms