Kan du huske sidste gang?


Resumé:
Susa og Olfert gjorde store øjne. ”Så smukt et træ har jeg aldrig set før,” sagde Olfert.
”Det ligner en lille stjernehimmel,” tilføjede Susa.
”Vi kalder det et juletræ,” fortalte møllerkonen.

Kan du huske sangen, som Susa og Olfert ikke kendte? Men de fik den lært efter de havde øvet nogle gange. Og så var der alle gaverne.

Olfert og Susa fortalte om deres søgen efter den evige sne, men til sidst sagde Olfert ikke noget. Han så ud i mørket og tænkte på den evige sne. Hvor var den? Fandtes den overhovedet?


Tåge og snestorm
Da julen var forbi, kom julemanden tilbage. Det var en dejlig vinternat. Himlen var fyldt med store, klare stjerner. Sneen lyste hvidt, og lange istapper hang ned fra møllens tag.

Julemanden gik hen til Olfert og Susa. ”Har I lyst til at bo hos mig?” spurgte han. ”Jeg har evig sne lige uden for døren. Min hytte ligger højt mod nord.”

”Ja tak,” svarede Olfert og Susa. De fulgte efter julemanden ud til kanen, der stod på en eng tæt ved møllen. Rensdyrene kom gående i en lang række. Nu var de raske og ivrige efter at komme hjem.
”Hvor er Rudolf?” spurgte julemanden.

”Han har gemt sig,” fnisede et rensdyr. ”Rudolf vil ikke med hjem,” lød det fra flokken. ”Han er blevet møllerbørnenes kæledyr.”

Julemanden lo. ”Det tror jeg ikke på. Selvfølgelig vil han med os hjem. Kald på ham!”

Alle råbte: ”Rudolf! Kom! Vi skal af sted!”

Et vindue blev åbnet. Rudolf kiggede ud. ”God tur,” sagde han. ”Jeg vil ikke med. Fra nu af bor jeg her.”

”Åh, kom nu,” bad julemanden. Han var ked af det, men Rudolf smækkede vinduet i og forsvandt.

Kanen blev gjort klar. Olfert og Susa fik plads på forsædet. Julemanden spændte rensdyrene for kanen og satte sig op. Han slog smæld med pisken og råbte: ”Af sted!”

Snart var de højt oppe. De susede over marker og byer og ud mod et uroligt hav.

Grå skyer trak sammen og dækkede stjernerne. Det blev mørkt.

”Sæt farten op. Vi får uvejr!” råbte julemanden. Rensdyrene løb så hurtigt, de kunne, men nu begyndte det at sne og storme på samme tid. Kanen blev kastet rundt.

Julemanden gav slip på tøjlerne.

”Find selv vej!” råbte han gennem stormen. ”Jeg aner ikke, hvor vi er.”

Det gjorde rensdyrene heller ikke. De så på hinanden og gik i stå.

I det samme kom noget rødt flyvende gennem snestormen. Det var Rudolfs røde næse.

”Rudolf!” jublede rensdyrene. ”Det var godt, du kom.”

”Følg efter mig!” råbte han. ”Vi skal mod nord.”

”Vil du med hjem?” spurgte julemanden, da der kom et roligt øjeblik.

Rudolf lo. ”Ja, selvfølgelig. I kan jo slet undvære mig.”

Olfert og Susa var meget bange. De klamrede sig til hinanden.

Skibet


Langt under dem blev et lille skib kastet rundt mellem høje bølger. Det var på vej nordpå. Om bord var Hansen og Olsen. De ville besøge isbjørnenes land og lave en film om isbjørneunger.

Stormen hylede og isbjerge viste sig i horisonten, men Hansen og Olsen var ikke bange. Skibet var godt og stærkt. Det kunne sagtens klare en smule blæst.

Uvejret blev værre. Julemandens kane vendte rundt. Rensdyrene og julemanden blev på deres pladser. De havde før fløjet med hovedet nedad. Værre var det for Olfert og Susa. De glemte at holde fast.

”Hjælp!” skreg de, mens de hvirvlede ned mod det oprørte hav.

”Efter dem,” råbte julemanden. Kanen dykkede, men Olfert og Susa var væk.

Klask! Klask! sagde det, da de landede på dækket af det lille skib. Hansen og Olsen sad i kahytten og spiste. Nu fór de ud.

”Se, hvad vi har fået,” lo Hansen.

”En snemand og en snepige!” Olsen lo også. ”Det er en gave fra julemanden. Se! Dér er han.”

Julemandens kane var dukket frem af snetykningen. De to mænd vinkede og råbte: ”Tak for gaven! Vi skal nok passe på den!”

Julemanden lo. ”Selv tak!” råbte han og slog knald med pisken. ”Af sted, rensdyr! Vi er snart hjemme. Så skal I få hø og hyldebærsaft.”

Olfert og Susa så sig fortumlede om. Ingen af dem sagde noget. Hansen og Olsen hjalp dem til rette. De fandt en rar plads på dækket, hvor der var læ.
Hansen smilede beroligende og sagde: ”I skal ikke være bange for stormen. Den er snart overstået.”

- de havde aldrig set noget lignende
De to mænd gik ind i kahytten og spiste videre. Stormen lagde sig, og det holdt op med at sne. Stjernerne kom frem. Himlen flammede af Nordlys. Olfert og Susa måbede. Sådan noget havde de aldrig set før.

”Nu er det vist dag,” sagde Susa. ”Men vi sover ikke.”

”Næh.” Olfert undrede sig også. ”Måske er vi et sted, hvor det altid er mørkt. Vi kan spørge de to mænd. De er vist meget kloge.”

Olfert og Susa tav. De stod tæt sammen, mens de kiggede på stjernerne og det flammende nordlys.

Fortsættes om ca. 14 dage ...
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms