Kan du huske sidste gang?


Resumé
Sæt farten op. Vi får uvejr!” råbte julemanden. Rensdyrene løb så hurtigt, de kunne, men nu begyndte det at sne og storme på samme tid. Kanen blev kastet rundt.

Julemanden gav slip på tøjlerne.

”Find selv vej!” råbte han gennem stormen. ”Jeg aner ikke, hvor vi er.”

Det gjorde rensdyrene heller ikke. De så på hinanden og gik i stå.

I det samme kom noget rødt flyvende gennem snestormen. Det var Rudolfs røde næse.

Langt under dem blev et lille skib kastet rundt mellem høje bølger. Det var på vej nordpå. Om bord var Hansen og Olsen. De ville besøge isbjørnenes land.

Hansen og Olsen hjalp Susa og Olfert til rette. De fandt en rar plads på dækket, hvor der var læ. Hansen smilede beroligende og sagde: ”I skal ikke være bange for stormen. Den er snart overstået.”

Olfert og Susa tav. De stod tæt sammen, mens de kiggede på stjernerne og det flammende nordlys.

Kong Vinter
Skibet tøffede nordpå i mange dage. Det var altid mørkt. Høje isbjerge ragede op af vandet til alle sider. Til sidst kunne skibet hverken komme frem eller tilbage.

”Hvad nu?” spurgte Hansen bekymret.

”Vi må vente, til isen smelter,” sagde Olsen.

”Det gør den ikke,” sukkede Hansen. ”Vi er kommet til den evige sne.”

”Åh!” udbrød Susa skuffet. ”Ser den evige sne sådan ud?”

I det samme lød en munter sang. En kæmpestor hval brasede gennem isen.

Jeg er hvalen Valdemar.
Jeg er altid god og rar.

Fire par øjne stirrede forskrækket på det enorme dyr.

”Halløj med jer!” sagde hvalen muntert. ”Hvad laver I her?”

”Vi er på vej til isbjørnenes område,” sagde Olsen med rystende stemme.

”Hm.” Valdemar kiggede på skibet. ”I har brug for hjælp. Jeres skib kommer ikke videre, før isen smelter, og det er længe til. Sæt jer op på min ryg. Så skal jeg bære jer til kong Vinters slot. Han ved, hvor isbjørnene bor.”

Snart stod de fire venner på Valdemars ryg. Den store hval pløjede sig vej gennem isen. En flok sæler dukkede op ved siden af ham.

”Urf! Urf!” gøede de.

”Find kong Vinter og fortæl ham, at han får gæster. Skynd jer!” sagde Valdemar.

Sælerne forsvandt.

Olfert og Susa nød turen. De sad ved siden af hinanden og kiggede på stjernerne og nordlyset. Der gik lang tid, men de lagde slet ikke mærke til det.

”Så er vi her!” råbte Valdemar. De så ud over et hvidt landskab. I det fjerne knejsede et lysende slot med tårne og spir. Tæt ved vandet holdt en kane. Fire store isbjørne var spændt for den. De sad roligt på isen og så ud, som om de sov.

En prinsesse i lang, hvid kjole steg ned fra kuskesædet. Hun gik hen til vandkanten, lænede sig så langt frem, hun kunne, og klappede hvalen på kinden.

”God dag, Valdemar!” sagde hun venligt. ”Hvem har du med til os?”

Hvalen rødmede. ”Æh ..hm ... ” fik han sagt. ”Deres højhed ... prinsesse Iskrystal... Mine passagerer er Olsen og Hansen, som vil fotografere isbjørne, .. og ... æh ... Olfert og Susa, der leder efter den evige sne...”

Prinsessen lo.

”Velkommen!” sagde hun. ”Kom med. Der er plads til jer i kanen.”

Olsen og Hansen kurede ned ad hvalens side og landede på isen lige foran prinsessen. Olfert og Susa fulgte efter.

”Farvel med jer!” råbte Valdemar. ”Jeg smutter ud på det åbne hav. Her er alt for lidt plads.”

De fire venner vinkede og råbte ”God tur, Valdemar! Tak for hjælpen.”


Prinsessen kravlede op på kuskesædet. Så snart alle sad på deres pladser, greb hun tømmen. ”Af sted!” råbte hun. Isbjørnene satte i løb. Det gik i susende fart hen over isen.

Kong Vinter og dronning Snefnug sad på høje troner i en stor sal, Væggene var af blank is, der hele tiden skiftede farve – som nordlys på himlen. Det myldrede med isbjørne, sneharer, sæler og hvide ugler. Alle larmede og råbte i munden på hinanden, men da prinsesse Iskrystal kom ind med gæsterne, blev der stille.

”Kom nærmere!” råbte kong Vinter. Hansen og Olsen var blå af kulde. De hakkede tænder og rystede, så de næsten ikke kunne gå. Alle lo. Kong Vinters latter lød som en vild snestorm. Nu så han på de to mænd.

”Fryser I? Det har jeg et middel imod.” Han knipsede med fingrene. En snehare gik hen til mændene med et hvidt bær i hver pote.

”Spis dem!” buldrede kong Vinter. ”Så mærker I ikke kulden.”

De gjorde, som han sagde. Snart havde de fået røde kinder og varme fingre.. Olfert og Susa stod for sig selv. Ingen lagde mærke til dem.

”Lad mit halstørklæde være!” hviskede Susa.

”Lad selv være!” hviskede Olfert.

Der lød en fnisen. En lille prins kravlede frem. Han havde bundet deres halstørklæder sammen.

”Frost dog!” sagde dronning Snefnug. ”Bind straks den knude op. Du må ikke drille vores gæster.”

Prinsesse Iskrystal var dygtig og kvik. Hun fik hurtigt ordnet det hele for Hansen og Olsen. Isbjørnene ville gerne have besøg, og det var fint med en film om deres unger.

Kong Vinter så på Olfert og Susa. ”Hvad med jer to?” spurgte han. ”Skal I til snemændenes bjerg?”

”Findes der sådan et?” Olfert og Susa så på hinanden. Tænk, hvis det var sandt.

”Selvfølgelig gør der det,” sagde kongen venligt. ”Det ligger tæt ved slottet. Kig efter skiltet. Så kan I ikke tage fejl.”


Sidste afsnit udsendes om ca. 14 dage ...
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms