Kan du huske sidste gang?


Resumé

Hansen sagde: ”Vi er kommet til den evige sne.”

”Åh!” udbrød Susa skuffet. ”Ser den evige sne sådan ud?”

I det samme lød en munter sang.
Jeg er hvalen Valdemar.
Jeg er altid god og rar.

Fire par øjne stirrede forskrækket på det enorme dyr.

Valdemar sagde: ”Sæt jer op på min ryg. Så skal jeg bære jer til kong Vinters slot.”
En flok sæler dukkede op ved siden af ham.

”Urf! Urf!” gøede de.

”Find kong Vinter og fortæl ham, at han får gæster. Skynd jer!” sagde Valdemar.

En prinsesse i lang, hvid kjole steg ned fra kuskesædet. Hun gik hen til vandkanten, lænede sig så langt frem, hun kunne, og klappede hvalen på kinden.

”God dag, Valdemar!” sagde hun venligt. ”Hvem har du med til os?”

Hvalen rødmede. ”Æh ..hm ... ” fik han sagt. ”Deres højhed ... prinsesse Iskrystal... Mine passagerer er Olsen og Hansen, som vil fotografere isbjørne, .. og ... æh ... Olfert og Susa, der leder efter den evige sne...”

Prinsessen lo.

”Velkommen!” sagde hun. ”Kom med. Der er plads til jer i kanen.”

Kong Vinter og dronning Snefnug sad på høje troner i en stor sal.

”Kom nærmere!” råbte kong Vinter.

”Lad mit halstørklæde være!” hviskede Susa.
”Lad selv være!” hviskede Olfert.

Der lød en fnisen. En lille prins kravlede frem. Han havde bundet deres halstørklæder sammen.

”Frost dog!” sagde dronning Snefnug. ”Bind straks den knude op. Du må ikke drille vores gæster.”

Kong Vinter så på Olfert og Susa. ”Hvad med jer to?” spurgte han. ”Skal I til snemændenes bjerg?”

”Findes der sådan et?” Olfert og Susa så på hinanden. Tænk, hvis det var sandt.

”Selvfølgelig gør der det,” sagde kongen venligt. ”Det ligger tæt ved slottet. Kig efter skiltet. Så kan I ikke tage fejl.”



Snemændenes bjerg


Prinsesse Iskrystal tog Susa i den ene hånd og Olfert i den anden.

”Kom!” sagde hun venligt. ”Jeg følger jer ud.”

De gik gennem slottets hvide sale, hen ad lange gange, op og ned af trapper og forbi en have med store isblomster. Endelig stod de udenfor porten. Prinsessen pegede: ”Kan I se en hvid bjergtop? Dér bor snemændene. Følg skiltene. Så vil I snart være der. Jeg kommer og besøger jer én af dagene. Farvel så længe.”


Hun smuttede ind. Porten blev lukket. Nu var Olfert og Susa alene.

”Jeg er så spændt at jeg ryster,” lød det fra Susa. ”Tænk, hvis der ikke er plads til os. Hvor skal vi så bo?”

”Tænk ikke på det,” sagde Olfert. ”Vi skal nok klare os.”

Han lød slet ikke sikker.

De begyndte at gå.
Snart så de et skilt, der var plantet midt i sneen. Skiltet viste en snemand og en snekone. Foran dem var der en sort pil, der pegede fremad.

”Vi skal den vej,” sagde Susa.

Olfert nikkede.

Han tog Susa i hånden. De traskede af sted. Der gik lang tid.

”Der er noget galt.” Olfert standsede og så sig om. ”Vi går væk fra bjerget.”

”Jeg kan se et skilt,” råbte Susa.

De skyndte sig derhen. Olfert så undrende på pilen. ”Vi er gået forkert,” sagde han. ”Skiltet peger tilbage mod slottet.”

Susa begyndte at gå uden at sige noget. Olfert skyndte sig efter hende.

Da de nåede tilbage til slottet, var der to skilte, der viste hver sin vej. Olfert og Susa så på hinanden. Hvad nu?

Susa pegede. ”Se! Dér er vores fodspor. Den vej skal vi ikke. Lad os vælge den anden.”

”Du har ret,” sagde Olfert.

De gik og gik. Pludselig stod de i en skilteskov. Skiltene viste op og ned, frem og tilbage. Susa begyndte at græde. Olfert fik også tårer i øjnene. ”Det er håbløst,” sukkede han. ”Vi kommer aldrig til snemændenes bjerg.”

”Olfert og Susa!” lød det bag dem. De vendte sig. Prinsesse Iskrystals kane standsede. Fire isbjørne, der var spændt for kanen, satte sig i sneen og så venligt på snemanden og snepigen.

Prinsesse Iskrystal steg ud af kanen. Efter hende kom prins Frost. Hun gav ham et puf.

”Sig det så!” kommanderede hun.

Prins Frost så fra Olfert til Susa. ”Undskyld!” mumlede han. ”Det er mig, der har flyttet rundt på skiltene, men jeg gjorde det bare for sjov.”

”Det var ikke sjovt,” sagde prinsessen strengt. Hun så på Olfert og Susa.

”Vil I med?” spurgte hun. ”Så kører vi til snemændenes bjerg.”

”Ja tak,” svarede de.

Så snart alle var på plads, gik det i susende fart. De fire isbjørne fór af sted med glidende spring.

Snebyen


De nåede til bjerget og kørte ind i Snebyen. Der var snemænd, snekoner og snebørn. De løb efter kanen. Da den standsede, blev den hurtigt omringet af snefolk. Prinsesse Iskrystal steg ud.

”Jeg kommer med Olfert og Susa,” sagde hun.

En tyk snemand med sort skæg og hår, der var lavet af skurebørster, hjalp Olfert og Susa ud af kanen. Han var byens borgmester.

”Velkommen!” sagde han, ”I er ventet. Jeres hytte er parat.”

Han førte dem over til en lille, køn hytte. Alle snefolkene fulgte efter. To kongelige isbjørne havde haft travlt med at gøre hytten klar. Nu trådte de til side, så Olfert og Susa kunne gå ind.

De gik fra rum til rum. De var så glade, at det varede længe, før de kunne sige noget.

Udenfor stod folk og ventede. Da Olfert og Susa endelig viste sig, råbte snefolkene: ”HURRA for Olfert og Susa!”

Borgmesteren inviterede alle til fest på byens rådhus. Prinsesse Iskrystal, prins Frost og alle isbjørnene kom med til festen. Olfert og Susa var festens hovedpersoner. Alle ville hilse på dem og ønske dem velkommen til byen.



Sådan sluttede rejsen til den evige sne.


Olfert og Susa fik en masse små snebørn og så mange venner, at de slet ikke kunne tælle dem.

Den lille hytte blev gjort større, efterhånden som familien voksede, men de bor der endnu.

Hvis du kommer til Snebyen, må du endelig huske at besøge dem.
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms