Da verden var ungKapitel 4 |
Væk fra min hule En spids snude kommer til syne. |
 I virkeligheden er det hendes lidt større søster, der har fundet hulen og godt kunne tænke sig at flytte ind i den. For få dage siden kunne de bo sammen uden problemer. Det kan de ikke mere. Der er kun mad til én i området omkring hulen. Den, der taber kampen, må flytte til et andet sted. Hun udstøder et advarende hvin. - Hold dig væk. Jeg var her først. Den anden er hurtig som et lyn. Med ét er den næsten inde. Hun er den mindste, men raseriet giver hende kræfter. Med blottede tænder farer hun frem og bider sig fast i et øre. Søsteren skriger og forsøger at ryste hende af sig. Kampen bliver hård. Begge dyr bløder fra flere sår. Hendes modstander forsøger gang på gang at komme forbi hende, men angrebene mislykkes. Efter et stykke tid giver den anden mus op. Den udstøder nogle vrede hvin og forsvinder op ad træstammen. |
 Sårene på hendes krop er ikke slemme. De vil snart heles. Hun får øje på noget - på grenen lige over hende. Det bevæger sig ikke, men hun har alligevel en følelse af, at det er levende. Stille lister hun sig nærmere. Nu ser hun, hvad det er: en tyk, hvid larve. Sådan én er - mad! |
|
Det hele sker i ét nu. Larven ser ikke faren, før det er for sent.
Den larve smagte godt! Mæt og veltilpas ser hun sig om i den månelyse nat. Hun kan godt spise en larve mere. |
