Da verden var ung

Kapitel 5


UVEJRET


Hun bliver siddende på grenen. Det er kvælende varmt. Luften føles tyk og tung at indånde. Skyerne samler sig. Månen og stjernerne forsvinder.

Der bliver mørkt omkring hende - et truende sort mørke.

Pludselig skærer et lyn gennem luften. Et højt brag følger efter. De sovende dyr rører uroligt på sig, men ingen er for alvor bange. Tordenvejr kender de. Den slags kommer og går. I det fugtige, varme klima tordner det næsten hver dag.

 
Lynene følger hurtigt efter hinanden og fylder himlen med skarpe, hvide lys.

Nu er uvejret lige over skoven.

Et træ bliver ramt af et lyn. Ilden flammer op. På et øjeblik er træet forvandlet til en sort, forkullet stub. Ilden breder sig til de nærmeste træer.

De enorme Brachiosaurer ser ilden og udstøder høje brøl. De forlader deres sovesteder og tramper væk fra skoven. Store og små dinosaurer følger efter.

Træspidsmusen tripper uroligt, mens hun ser på de brændende træer. Hun har aldrig set ild før. Ingen har fortalt hende, at de knitrende røde flammer betyder død og ødelæggelse, men alligevel ved hun besked. Ild er farlig. Hun må flygte, men hvorhen?

Hurtigt vender hun sig. Hun vil gemme sig i hulen.

Indgangen er tæt ved. Hun kan se den i det flimrende lysskær fra ilden.

Tordenvejret driver ud over søen. Der bliver længere mellem de forfærdelige lysglimt og bragene.

Et vindstød går gennem skoven - og så regner det!

Vandet plasker ned og forvandler hele området til strømmende floder af gult mudder.

Branden slukkes. Kun nogle få træer blev ødelagt.
 

Træspidsmusen løber hen ad den våde gren, men pludselig standser hun og trækker sig baglæns ind skyggen.

En fugl kommer baskende fra et sted højere oppe i træet. Den lander kluntet på grenen lige foran hulen.

Det er en archaeoteryx, en fugl med spidse tænder. Den lægger ikke mærke til musen. Grenen er blot et sted, hvor den prøver at få afsæt, så den kan flyve videre.

En archaeoteryx har fjer og vinger, men den er ikke særligt dygtig til at flyve, slet ikke som de kæmpemæssige flyveøgler. Den basker med vingerne og hopper hen ad grenen.

Musen rammes af en vingespids. Hun taber balancen og falder – hvirvler rundt - indtil hun med et lille plask rammer overfladen af det mudrede, gule vand.

Hun prøver at få fodfæste, men der er strøm i vandet. Den fører hende langt væk fra det træ, hvor hun har sin hule.

Omkring hende driver grene og blade. En gren støder ind i hende. Hun får hovedet under vand, men er hurtigt oppe igen. Der er ikke dybt. I virkeligheden kan hun nå bunden med fødderne, men det er umuligt for hende at stå fast.

Hun hvirvles af sted.

Regnen holder op. Der bliver helt stille. Månen og stjernerne kommer frem og skinner ned på det blanke, våde landskab.

Hun føres ud i en sø - ikke den store sø, hvor krokodillerne holder til, men en lille mudret vandpyt, der er blevet skabt af et fodspor.

Da camptosauren gik ned til søen for at drikke, satte den dybe fodspor i det bløde mudder. Nu er de fyldt med vand og ligner en række søer.
Træspidsmusen kæmper for sit liv. For hende er søen stor som et hav. Den er over en meter dyb. Hvis hun ikke kommer i land, vil hun drukne.

Det lille dyr er træt. Hun svømmer tappert mod den nærmeste bred, men hver eneste muskel i hendes krop gør ondt. Et vindstød rammer søen. Der kommer bølgegang. Hun sluger vand og gisper.

Bredden føles uendeligt langt borte. Klarer hun det?
 
 
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms