Da verden var ung

Kapitel 7

 
Hun vågner og opdager til sin rædsel, at hun ligger midt i sollyset - synlig for alle. Lynhurtigt kommer hun på benene og snuser op i luften. Hun er alene. Foran hende er der en mur af grønt. Bregnekrattet er filtret sammen og ligner en tæt skov. Dér vil hun søge ly.
Der lugter muggent. Under en sten opdager hun en hule. Den er ganske lille, men hun maser sig ind. Her kan ingen se hende. Hun falder i søvn. Midt på dagen bliver hun vækket af en lyd.
 
Hun er lysvågen med det samme. Hårene rejser sig på hendes ryg. Der er fare på færde, men hun ved ikke, hvori faren består. Himlen er dækket af skyer. Det er lummert og kvælende varmt. Hun spejder ud. Det hårde lys får hendes øjne til at svie. Følelsen af fare er der hele tiden, men hun kan hverken høre eller se noget.
 
Der lyder høje plask fra den store sø. Krokodillerne er på jagt, men dem kan hun ikke se.
Det er ikke dem, der er farlige. Faren er lige i nærheden - noget  lurer på hende et sted i bregnekrattet. Hun vil flygte, men hun ved ikke, hvor hun skal flygte hen.
 
Ved bredden af den store sø kan hun se en lille gruppe træer. I et af de træer ville hun være sikker, men hun vover ikke at røre sig. Hun er så stille, at hun knapt tør trække vejret. Hvad er det for et dyr, der er efter hende? Hvor er det?
 
Der lyder en svag raslen af blade og listende skridt - lige bag hende. Hun vender sig, hurtig som et lyn.
 
Nu ser hun sin fjende. Det er en ornitholestes - en dinosaur på størrelse med en hund. Dens yndlingsbytte er fuglen archeopteryx, og små øgler, men et lille lækkert pattedyr kan også bruges.
 
Musen kryber sammen i sit skjulested. Hendes hjerte hamrer, og hun trækker vejret hurtigt. Det er værre end det værste mareridt.
 
NU!
 
Hun piler af sted. Jægeren ser efter hende. En ornitholestes er letfodet og hurtig. Den kan sagtens indhente en lille træspidsmus.
 
Det gælder hendes liv. Hun løber af sted i blinde og ser ikke, at hun styrer lige mod søbredden.
 
Hendes fjende behøver ikke at løbe. To spring - så er den over hende. Hun mærker dens varme ånde og stærke lugt at rovdyr.
 
I søen ligger en krokodille på lur. Den ser ikke musen. Jægeren derimod har den holdt øje med et stykke tid. En ornitholestes er et passende måltid for en krokodille.
 
Musen standser ved søbredden. Nu er det slut. Hun kan ikke komme videre.
 
Forfølgeren åbner sit gab med de mange spidse tænder for at sætte hende til livs - uden at ane, at den selv er udset som bytte. Krokodillen farer frem.
En kort kamp - så er der stille.
Musen er alene.
                                           
For de dyr, der lever deres liv om dagen, er natten mørk og farlig. De holder sig i ro, sover og bliver, hvor de er, til lyset vender tilbage. Et natdyr har det lige omvendt. Det oplever mørket som trygt og velkendt. Dagen derimod er grum og farlig med sit skærende lys og sine store, fremmede dyr.
 
Det er som to forskellige verdener.
 
Den lille mus, der piler af sted langs søbredden, har ikke mange chancer. Hvert skridt kan blive hendes sidste. Hun føler sig utryg. Hendes instinkt fortæller hende, at hun skal løbe, men hun har slet ikke fantasi til at forestille sig de farer, der truer hende.
 
Alle dyr - fra de største til de mindste - lever i nuet og ser hverken frem eller tilbage.
Den lille træspidsmus med den store hjerne er en primat, stammor til halvaberne og halvkusine til den aberace, der kaldes mennesker.
 
Engang i en ufattelig fjern fremtid - om 150 millioner år - vil det være hendes race, der regerer på Jorden, men først om 85 millioner år vil dinosaurerne forsvinde. I al den tid vil pattedyrene være bittesmå og oversete. Alt det aner hun ikke, og det interesserer hende heller ikke.
 
Den eneste tanke, hun har i sit hoved, er træerne: den lille gruppe nåletræer ved søens bred. Hvis hun når derhen, har hun en chance for at overleve. Dér kan hun finde et sted at bo og komme i ly for det skarpe dagslys.
 
Løbeturen føles uendelig, men omsider når hun frem.
 
Hun mærker duften af nåletræ og føler sig hjemme. Det er ikke hendes gamle træ. Den verden, hun kender. Det træ, hvor hun voksede op, ligger på den anden side af bregnekrattet. Hun kommer aldrig tilbage til det træ, men det betyder ikke noget. Det nye træ ligner det gamle.
 
Også her har der boet træspidsmus i lange tider. Der er reder med unger og gamle forladte reder - og der er mad nok til, at ingen behøver at sulte.
 
Hun løber op ad stammen. Et lille, vævert firben smutter forbi hende. Hun standser et øjeblik, men løber så videre. Firbenet er for stort til at være mad for hende.
 
Det begynder at regne - en blød, stille regn, der får det grønne til at skinne og dryppe af vand. Med ét bliver hun vagtsom og interesseret.
 
Der er en mørk plet på stammen, lige over hende. Måske er det en hule - et sted, hvor hun kan slå sig ned. Hun sætter farten ned og sniger sig nærmere. Der kan jo være et dyr i hulen,
og det er måske farligt.
 
Der er helt stille. Hulen må være tom. Hun stikker hovedet ind - og ser lige ind i et par vrede, sorte øjne.
 
Den anden træspidsmus - en voksen hun - puster sig op og udstøder nogle advarende hvin. Hun ser stærk og farlig ud. Under hende lyder en svag piben.
 
En hun med unger! Sådan en skal man ikke bryde ind til. Det ville være det rene selvmord.
Den lille hun løber videre op ad den høje stamme.
 
Pludselig får hun øje på et sted, hvor to grene er vokser ind over hinanden. Mellem dem er der et langt mørkt rum. Det er som en hule, skabt at træet selv. Her kan hun bo.
 
Hulen lugter frisk. Her har aldrig været nogen, men fra nu af er den hendes. Hun kryber ind i den, ruller sig sammen og sukker tilfreds.
 
Endelig kan hun sove.
 
 

NAT OG DAG OG NAT IGEN

 
Dagene går med at sove og nætterne med at jage.
 
Hun har glemt, at hun engang har boet i et andet træ. Her er mad nok. Hver nat fanger hun enten en lækker bille eller en fed larve.
 
Det kan ses. Hun er blevet større og rundere.
 
En han lusker rundt i nærheden. Han synes, hun er dejlig, og gør mange forsøg på at komme i kontakt med hende. Hun jager ham væk med høje hvin.
 
Endnu er hun ikke interesseret, men han venter tålmodigt. Når hun er parat, får han lov at komme nærmere.
 
Om kort tid vil hannen blive far til hendes første kuld unger.
 
Inde i skoven har camptosaur-mødrene travlt. Nu har de rederne fulde af unger, der vokser og vokser. De skriger på mad og skal fodres hele tiden.
 
Pungrotten - den lille æggerøver - har forladt stedet. Den har fundet en anden rede med æg. I stedet er der kommet andre fjender. En enlig allosaurus strejfer om og kommer ved et tilfælde forbi redekolonien. Det er en han, en gammel fyr, der ikke længere kan løbe hurtigt. For kort tid siden blev han jaget væk af sin flok. Nu går han rundt med en evig følelse af  sult.
 
Han kaster sig over den nærmeste rede. Moderen flygter forskrækket, men hun er ikke i fare. Det er hendes unger, han vil have. En af dem forsvinder ind i hans store gab.
Han er ikke mæt endnu, men nu bliver der larm i redekolonien. Ungerne skriger. Mødrene gør front mod ham og brøler højt.
 
Han flygter. 
 
Det er lummert og kvælende varmt. I nogle dage regner det voldsomt. Søen går over sine bredder og dækker hele området med vand. De dyr, der lever i træerne, ser ned på et mudret, gråbrunt hav, men vandet forsvinder igen. Brachiosaurerne vandrer ind i landet og finder nye, gode spisesteder.
 
En dag vender stegosauren tilbage. Denne gang kommer den ikke roligt gående, mens den kræsent nipper til  bregnernes frø. Tværtimod! Den styrter af sted i vild panik. Der er et rovdyr efter den! De når ned til søen og standser ved bredden.
 
Stegosauren prøver at forsvare sig. Den pisker med halen. De spidse pigge er skarpe som dolke, men rovdyret bliver ikke ramt. Det springer til side og gør sig parat til et nyt angreb.
 
Der er kun én flugtvej. Ud i søen!
 
Stegosauren plasker af sted. Dens fjende bliver stående ved bredden. Søen er lumsk. Bunden giver efter. Det store dyr falder ned i et dybt hul og forsvinder.
 
Om 150 millioner år vil dens forstenede knogler blive fundet af en gruppe videnskabsmænd. De vil samle knoglerne og diskutere, hvad det er for et dyr, de har fundet. Hvordan så det ud? Hvad levede det af - hvad døde det af?
 
De vil tegne dyret og give det et navn. Stegosauren anede ikke, at den var en stegosaur.
Træspidsmusen ved heller ikke, hvad hun bliver kaldt. Hun er også ligeglad. Hendes liv består af nu’er.
 
Lige nu sover hun - højt oppe i sit træ. Alt er godt. Hun er mæt, og der er ingen efter hende.
 
Hvad hendes fjerne halvkusiner og fætre vil gøre om 150 millioner år, interesserer hende ikke det mindste.
 
 

Det var sidste afsnit af historien om træspidsmusen

Det, der gør det muligt at skrive om netop træspidsmusen er, at der gennem tiden er fundet en del spor i form af knogler og forsteninger. Mon det var vores træspidsmus?
 

 

Glædelig jul og godt nytår til dig og din familie

Først en stor tak for de mange henvendelser jeg har fået fra glade læsere og fra dem, der har kommenteret min nye hjemmeside. Alle er velkommen til at sende mig både ros og ris. Dernæst ønsker jeg Jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
 
 
 
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms