Max Bruch

1838 - 1920
Tyskland
 
Født i Køln i 1838. Hans far var embedsmand. Max spillede klaver og var meget dygtig. Som 14-årig vandt han Frankfurt Mozart-Stiftelsens stipendium.
 
Nu kom han på musik-konservatoriet, hvor han studerede klaver og komposition i fire år. (1852-1856)

Da han var 20 år, debuterede han som komponist med musikken til en opera. Den blev dog ikke særligt kendt. Det gjorde hans næste opera heller ikke, men i 1864 skrev han musikken til et korværk med tekst af Esaias Tegnér, en svensk forfatter. Værket hed FRITHJOF, og det blev en stor succes, som gjorde Max Bruch's navn kendt over hele Europa.

 
Derefter begyndte hans karriere som musikdirektør og dirigent, først i Koblenz og Sondershausen, senere i Berlin.

I 1880 kom han til England, hvor han blev leder af Liverpool Philharmonic Society. Ansættelsen førte til flere koncertrejser, bl.a. til USA.

 
Tolv år senere - i 1892 - var han tilbage i Berlin, hvor han bl.a. kom til at fungere som professor ved Musikhøjskolen.

Max Bruch var en flittig komponist. Han skrev talrige korværker, en del kammermusik, tre symfonier, tre operaer og tre violinkoncerter.

 
Hans samtid anså ham for at være én af 1800-tallets største komponister. I dag er det næsten kun hans kammermusik og violinkoncerterne, der bliver spillet.
 
Violinkoncerten i G mol, opus 26, er ét af favoritstykkerne, både hos dygtige violinister og hos publikum. Næsten alle berømte violin-solister har optrådt med den.
 
Max Bruch døde i Berlin i 1920.
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms