SOLSORTENS BAD
Haikudigte
Finn Jeppesen
44 sider. Kønt og indbydende omslag og tryk. Udgivet på forlaget mellemgaard – www.mellemgaard.dk
Pris 149,00.
Finn Jeppesens haiku indeholder fine farvebeskrivelser og overholder de klassiske regler for opbygning af haiku. I ”SOLSORTENS BAD” beskrives årets gang i naturen. Der er 4 afsnit, ét for hver årstid.
De bedste af Finn Jeppesens haiku skaber en fortættet stemning, men man kan godt savne en lidt skæv vinkel på den sansede oplevelse, så læseren oplever noget nyt ved en gammelkendt situation.
Hermed nogle eksempler fra bogen:
|
Hestene er fri på en lys grøn eng springes vinteren over |
En dag uden vind havet ligger kinablåt hviler i sig selv |
God vind bakkedrag smukke lynglilla dage drengen med dragen |
SMS DIGTE
Bjarne Kim Pedersen
Andet bind i Bjarne Kim Pedersens serie med SMS haiku. Den lille bog vil helt sikkert have appel til store børn og unge mennesker. Dens haiku er velskrevne og beskriver unge menneskers verden med rytmisk musik, rappertekst, mobil-telefoner, SMS-mobning, fartglæde, kærlighed, usikkerhed og andet. Jeg kan varmt anbefale SMS DIGTE som gave til et ungt menneske.
Haikuets korte form er netop sådan, at det egner sig til at blive sendt som SMS. Bjarne Kim Pedersen har lavet digterværksteder med store børn og unge over hele landet og sat dem i gang med at skrive SMS haiku.
Her er et enkelt eksempel fra bogen:
kigge i spejlet
håret sidder helt forkert
måske hjælper vand
SMS DIGTE er udgivet på ravnerockforlaget, se www.ravnerockforlaget.dk. Bogen er på 134 sider og koster 150,00.
Sys Matthiesen