Leonard Bernstein

1918 - 1990
USA
 
Leonard Bernstein er den første store amerikanske musik-personlighed, der blev kendt verden over for sit virke som komponist, dirigent, pianist og lærer.
 
Han blev født den 25. August 1918 og fik navnet Louis Bernstein. Hans familie og venner begyndte hurtigt at kalde ham Leonard. Da han var 16 år, tog han navne-forandring. Herefter var hans officielle navn Leonard Bernstein.
 
Drengen voksede op i Boston og gik i Boston latinskole. Efter at have bestået eksamen på Harvard Universitetet i 1939 studerede han musik ved Curtis Institute i Philadelphia. Han studerede direktion hos Fritz Reiner.
 
I sommerferierne var han assistent og lærling hos dirigenten Serge Koussevitsky i Tanglewood.
 
I 1943 blev han ansat som Assistent Conductor of the New York Philharmonic Orchestra.

Samme år blev han berømt med ét slag, fordi han trådte ind som erstatning for den verdenskendte dirigent Bruno Walter, som pludselig var blevet syg.

 
Der var ikke lang tid til forberedelse. Leonard Bernstein besøgte Bruno Walter på sygehuset og fik at vide, at han skulle stå på scenen samme eftermiddag med Bruno Walters orkester.
 
I de følgende år havde han mange spændende opgaver. Han var direktør for "The New York City Symphony Orchestra", rektor for et konservatorium, der uddannede dirigenter "Berkside Music Center" i Tanglewood og musikprofessor ved Brandeis Universitet. Han rejste rundt og optrådte i verdens koncertsale som dirigent for tidens bedste og kendteste orkestre.
 
Hans kompositioner spænder over mange forskellige stilarter. Han har skrevet 3 symfonier, 1 serenade for violin og orkester, 3 balletter, 2 operaer "Troble in Tahiti" og "A Quiet Place" og forskellige orkesterstykker, men den komposition, der for alvor gjorde ham verdensberømt, var musical'en "West Side Story".
 
I fjernsynet gjorde Leonard Bernstein en stor indsats for at udbrede kendskabet til klassisk musik hos børn og unge. Hans udsendelser "Omnibus" og "Young People's Concert" var meget populære og havde et stort seertal.
 
I 1951 giftede han sig med skuespilleren og forfatteren Felicia Montealegre. De fik 3 børn: Jamie, Alexander og Nina. Felicia døde i 1978.
 
Leonard Bernstein fungerede som dirigent, indtil han blev 72 år. I 1990 rådede hans læge ham til at trække sig tilbage. Han fulgte rådet, men døde kort efter.

 

Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms