Muzio Clementi

1752 - 1832
Italien
 
Født i Rom 1752. Hans far var guldsmed. Drengen havde store evner for musik, og allerede som syvårig fik han undervisning i klaverspil, kontrapunkt og generalbas.
 
Da han var 14 år, fik han sin første komposition offentliggjort.
En rig englænder blev så imponeret over Clementis talent, at han tog ham med til London og sørgede for, at han fik gode lærere, både i klaverspil og musikteori.
 
Den unge mand gjorde hurtige fremskridt. Som 21-årig havde han slået sit navn fast som klavervirtuos og komponist.

Clementi blev boende i London hele sit liv. Herfra tog han ud på lange koncertrejser over hele Europa.

 
I 1781 kom Clementi til Wien, hvor kejser Joseph den II. arrangerede en offentlig klaverkonkurrence mellem Muzio Clementi og W. A. Mozart.
 
Mozart var klart den bedste. Han rynkede lidt på næsen af Clementis klaverspil, som han kaldte mekanisk og uden følelse. Clementi var fuld af beundring over Mozarts syngende og udtryksfulde spillemåde. Han sagde bagefter, at han havde lært meget af mødet med Mozart.
 
Clementi blev berømt, både som klavervirtuos og som lærer. I dag regnes han for at være den moderne klavertekniks grundlægger.
 
Han blev meget velhavende og oprettede et firma - Clementi & Co. - der byggede klaverer og solgte noder.
 
Samtidig var Clementi en flittig komponist. Han skrev mindst 100 sonater, heraf 60 for klaver. De øvrige var for klaver med violin, fløjte eller cello. Desuden skrev han en etudesamling, Gradus ad Parnassum, som gennemarbejdede alle de vigtigste klaverteknikker.
 
Muzio Clementi døde i London i 1832.
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms