Edvard Grieg

1843 - 1907
Norge
 
Edvard Grieg var den ældste af fem søskende i en velhavende købmandsfamilie i Bergen, Norges travle handelsby.

Hans mor var byens bedste klaverlærer. Hun havde fået en fornem uddannelse ved musikkonservatoriet i Hamburg. Det var ikke almindeligt for en kvindelig pianist. På den tid var det næsten kun mænd, der gennemførte denne uddannelse.

 
Der var andre musikere i familien. Edvards tante var gift med den kendte norske violinist, Ole Bull. Han kom meget i Edvards hjem og fik stor betydning for den lille dreng.
 
I efteråret 1858 rejste den 15-årige Edvard til Leipzig for at gå på byens musikkonservatotium. Det blev anset for at være det bedste og mest moderne konservatorium i Europa.
 
I den første tid led Edvard af hjemve, men snart blev han indfanget af musikken og det spændende musikmiljø. Hans mål var at skrive norsk musik, der var inspireret af specielle norske klange og norsk folkemusik.
 
Da han havde gået på konservatoriet i fire år, bestod han eksamen og rejste til København, hvor han ville starte sin karriere som musiker og komponist.
 
I København mødte han sin kusine Nina Hagerup. Hun var flyttet dertil sammen med sine forældre som otteårig. Nu var hun en køn ung pige. Også hun havde valgt musikken. Hun spillede klaver og var en dygtig pianist, men først og fremmest havde hun en smuk sangstemme.
 
De to unge blev forelskede i hinanden og forlovede sig hemmeligt i 1864.
 
Det varede ikke længe, før den hemmelige forlovelse blev opdaget. Edvards far var bestemt ikke tilfreds. "Hvordan vil du forsørge din kone?" spurgte han. "Du tjener jo ingen penge."
 
Ninas mor var virkelig vred. Hun sagde: "Han har ikke noget. Han kan ikke noget, og han skriver musik, som ingen gider høre på."
 
Edvard og Nina lod sig ikke skræmme. Den 11. Juni 1867 giftede de sig, og kort tid efter rejste de til Norge, hvor Edvard tjente penge ved forskellige jobs. Han spillede koncerter, dirigerede kor, underviste i klaver og komponerede musik.

I 1868 fik de en lille datter, Alexandra.

 
Samme år udkom Edvard Griegs klaverkoncert i A mol, som blev hans gennembrud. Nu blev han regnet for at være én af tidens største komponister.
 
Året efter døde lille Alexandra af meningitis. Det var en stor sorg for Edvard og Nina. De fik ikke flere børn.

Edvard Griegs musik har en speciel norsk tone. Hans instrument var først og fremmest klaveret, men han skrev også en del orkesterstykker, som de fleste orkestre har på repertoiret. Der er bl. a. Per Gynt Suiten, Bryllupsdag på Troldhaugen og andre.

 
Han blev berømt og tjente en del penge. Han og Nina rejste meget rundt i Europa, men når det blev sommer, vendte de tilbage til Norge og samlede kræfter i huset på Troldhaugen.
 
Den 4. September 1907 døde Edvard Grieg i Bergen.
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms