Johann Nepomuk Hummel

1778 - 1837
Østrig
 
Født 1778 i den by, der nu hedder Bratislava. Hans far var violinist og dirigent.
 
Det viste sig hurtigt, at den lille dreng havde meget store evner for musik. Allerede som femårig var han dygtig til at spille violin. Da han blev seks, begyndte han at spille klaver, og nu var han kommet på sin ‘rette hylde’.
 
Da Johann var otte år, flyttede familien til Wien. Han fik en ny klaverlærer, Wolfgang Amadeus Mozart, der var så begejstret for sin lille elev, at han underviste ham gratis.
 
I 1787 spillede Johann sin første offentlige koncert sammen med et orkester, der blev dirigeret af Mozart. Året efter rejste Johann og hans far ud på en lang koncertrejse, der varede i fire år.
 
Drengen spillede koncerter i Europas store byer (bl.a. i København og Odense). Alle steder blev han hyldet som en ny, lille Mozart.
 
Efter hjemkomsten gik Johann Hummel, der nu var 14 år, i gang med at studere komposition, musikæstetik og filosofi. Samtidig underviste han i klaverspil. Han var uhyre flittig. En almindelig dag plejede han at undervise i 9-10 timer og derefter komponere musik og passe sine studier, til klokken var fire om morgenen.
 
Joseph Haydn, som var kapelmester hos fyrsten af Esterhazy, var blevet en gammel mand. Han trængte til en assistent, som senere kunne overtage stillingen som kapelmester. I 1804 blev Hummel ansat som Haydns assistent, men tiderne ændrede sig. Syv år senere blev han afskediget. Derefter genoptog han sin pianistkarriere.
 
Han havde stor succes. Publikum regnede ham for at være én af Europas bedste pianister, men Hummel var træt af rejselivet. Han længtes efter en fast stilling.
 
I 1819 blev han ansat som kapelmester ved hoffet i Weimar, en by med et rigt kulturliv. Her boede Goethe, den berømte tyske digter.
 
I mange år var det sådan, at folk, der besøgte Weimar, helst skulle møde Goethe og høre Hummel spille. Ellers var besøget ikke rigtigt vellykket.
 
Johann Hummel skrev mange klaverværker, både virtuose stykker, som han optrådte med ved sine koncerter, og stykker til undervisning. I 1828 udgav han en klaverskole, der blev almindeligt brugt, indtil den blev afløst af mere moderne metoder.
 
Hummels musik står mellem to epoker - den klassiske og den romantiske. En del af hans klaverværker spilles stadig - og enkelte solokoncerter, men resten: hans operaer, syngespil og kammermusikstykker er glemt.
 
Johann Nepomuk Hummel døde i Weimar i 1837.
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms