Fritz Kreisler

1875 - 1962
Østrig-USA
 
VIOLINKONGEN
 
FRITZ KREISLER blev født i 1875 i Wien. Han kendte noderne længe før, han kunne læse. Engang, da han var en lille dreng på 3½ år, stod han og lyttede til sin fars violinspil.
 
“Hvordan ved du, hvad du skal spille?” spurgte han. Faderen svarede, at det stod i noderne. Han tog et stykke papir og lavede 5 streger. Derefter skrev han nogle noder og forklarede, hvad de betød.
 
Fritz´s far var læge. Han elskede musik og ville gerne have været musiker, men hans forældre syntes, at det var et dårligt arbejde, som man ikke kunne leve ordentligt af.

I stedet spillede han violin i sin fritid. Hver lørdag fik han besøg af tre gode vennner. De spillede de strygekvartet hele dagen, og lille Fritz sad i timevis og lyttede til musikken.

Han lavede sin egen violin af en cigarkasse med snørebånd over. Så sad han der sammen med de voksne og lod som om han spillede. Det syntes mændene var sjovt. En af dem forærede ham en legetøjsviolin.
 
Fritz var nummer to af fem børn. Familien var temmelig fattig, fordi faderen ikke kunne nænne at tage mod betaling, når han var på sygebesøg hos de fattige. Somme tider lagde han endda nogle penge på sengebordet, så de kunne købe den medicin,de havde brug for.
 
Fritz øvede sig på sin legetøjsviolin.

En dag spillede han for strygekvartteten. Han havde lært sig selv at spille Østrigs nationalsang efter gehør. Det lød ikke kønt. Violinen havde en mat, lille dåselyd, men alle kunne høre, at Fritz havde usædvanlige, musikalske evner.
Han fik en rigtig violin og begyndte at gå til undervisning.
 

KONSERVATORIE-ELEV
Da han var 7 år, blev han optaget på konservatoriet i Wien. Det var ind imellem hårdt for den lille fyr. Han elskede musik, men hadede at øve sig. Som 9-årig spillede han sin første offentlige koncert.

 
Året efter vandt han Wiener konservatoriets førstepris og fik en guldmedalje. Det var selvfølgelig fint. Hans forældre var meget stolte, men selv var Fritz mere stolt af, at han lige var blevet anfører for fodboldholdet hjemme i gaden.

Det blev bestemt, at Fritz skulle rejse til Paris og studere videre. Hans violin var ikke særlig god, men forældrene havde ikke råd til at købe en, der var bedre.

 
Heldigvis var der en kreds af kendte musikere, der samlede penge sammen og gav Fritz en meget fin violin, en 3/4 Amati. Amativioliner er næsten lige så dyre som Stradivarius`violiner. Han sagde tak, men han så sur ud.
De glade givere troede, at det var fordi han var stum af glæde. I virkeligheden var Fritz sur, fordi han ville have haft en voksen-violin, og hvad lignede det også, at han skulle optræde i korte bukser, når han næsten var en verdensstjerne.

I Paris fortsatte han med at gøre sig bemærket som et kæmpetalent. I 1887, da han var 12 år, vandt han konservatoriets førstepris. Hans konkurrenter var ca. 10 år ældre end han.

 
Derefter begyndte han at give koncerter. Den første koncertrejse gik til USA.

Endelig fik han sin første hele violin. Den var en gave fra konservatoriet. Nu opdagede han, hvor god hans Amati havde været. Han var lige ved at ønske sig lille igen.

 
Han var kun 12 år og allerede færdig med sin uddannelse. Fritz sagde senere, at de eneste lærere han havde efter den tid, var store kunstnere, som han mødte og hørte til koncerter.Han lærte ved at lytte til dem og se på dem.
 
VÆK MED VIOLINEN
Da Fritz var 15 år, begyndte han at gå på gymnasium. Han lagde violinen til side og spillede næsten ikke i de næste 6 år. Efter gymnasiet studerede han medicin. Hans lærere mente ikke, han ville blive en særlig god læge. Det interesserede ham ikke for alvor.
 
Fritz havde svært ved at bestemme sig til, hvad han ville være - læge, general eller musiker, måske det hele? Så kunne han operere om formiddagen, spille koncerter om aftenen, udtænke store slag om natten og spille skak i sin fritid.

Han meldte sig som frivillig i den kejserlige hær og blev løjtnant af reserven. Nu kom musikken tilbage i hans liv. Hans overordnede var prins.

 
Prinsen havde hørt Fritz spille koncerter som en lille dreng. Derfor var det ganske naturligt, at løjtnant Kreisler blev sendt op på slottet og spille, når der var brug for musik.
 
ALLIGEVEL VIOLINIST
Efterhånden stod det klart for Fritz, at det var musikken, der var hans fremtid. Han gik i gang med at øve sig. Der gik fem år med øvning fra morgen til aften, før han følte, at nu havde han nået et niveau, hvor han kunne klare sig. Han søgte en stilling som violinist i Wiens hof-opera, men fik afslag. Det slog ham dog ikke ud. Han tog en hurtig beslutning. Når de ikke ville have ham i hof-operaens orkester, måtte han forsøge at slå sig igennem som solist.
 
Fritz spillede mange koncerter og begyndte samtidig at skrive violinstykker, som han spillede for publikum. “Jeg skrev dem til mig selv”, sagde han, da han mange år senere blev interviewet. “Der gik flere år, før jeg tænkte på at udgive dem.”
 
I 1898 spillede han som solist sammen med Wiens Philharmoniske orkester. Kritiken roste ham. Aviserne skrev: Fritz Kreisler er et at de største violintalenter i vor tid.”
 
Fritz var ikke god til det med penge. Han sørgede ikke for at få sine koncerter ordentligt betalt, og de penge, han tjente, gav han ud lige så hurtigt. Engang, da han skulle spille koncert, var han så fattig, at han blev nødt til at låne et sæt sort tøj af en tjener på hotellet,hvor han boede, for at se ordentlig ud.
 
Nu rejste han til USA, og her blev han et idol. Amerikanerne var vilde med ham.
 
Fritz var noget af en spasmager. En aften, da han skulle spille koncert i Chicago, fandt han og hans pianist, Gerardy, på at lave sjov med deres impressario. Da koncerten skulle til at begynde, var hverken Fritz eller Gerardy kommet.

Den forfærdede impressario styrtede ind på hotellet, der lå lige ved siden af koncerthuset, op på Fritz´ værelse. Han lå i sengen og snorkede højlydt. Inde ved siden af lød også høje snorkelyde.Det var pianisten.

 
Impressarioen blev helt blå i hovedet. “Er I blevet vanvittige.” råbte han.
 
Fritz og pianisten spruttede af grin. De havde koncerttøj på under dynen, og de nåede frem til koncerten helt i rette tid.
I 1901 giftede Fritz Kreisler sig med Harriet. Hun var amerikaner og meget smuk med flot rødt hår. Fritz og hun var mødtes om bord på et skib Prins Bismark. Inden rejsen var slut, var de forlovet, og de giftede sig året efter.
I begyndelsen var Harriets far slet ikke glad for at få Fritz til svigersøn. Han forestillede sig en musiker som en laset person, der stod og spillede på et gadehjørne, men Harriet var ligeglad. Det var Fritz, hun ville have.
Fra nu af kom der orden i Fritz liv. Harriet tog sig af det praktiske, og hun sørgede for, at han fik ro til at øve sig. Fritz havde det stadig sådan, at han elskede musik, men hadede at øve sig. Naturligvis gjorde han det alligevel. Han skulle jo hele tiden lære nye stykker. Hvert år til deres bryllupsdag gav han sin kone en helt speciel gave. Han spillede en ny violinkoncert for hende, som han havde lært.
Violinen kunne Fritz slet ikke undvære. Han sagde engang:
Hvis det var forbudt at spille violin, ville jeg gøre det alligevel, også selv om jeg blev sendt i fængsel for det.
Han havde en fabelagtig hukommelse. Han kunne f.eks. lære et stykke musik udenad og spille det fejlfrit blot ved at have læst noderne.
 
NODERNE I DET GAMLE KLOSTER
Engang fortalte Fritz Kreisler, at han havde besøgt et af de ældste klostre i Europa. Munkene på dette kloster havde en samling af gamle noder,som Fritz følte, at han absolut måtte have. Noderne var lasede og ind imellem ulæselige. Munkene ville i begyndelsen slet ikke af med dem. Først efter mange overtalelser lykkedes det ham at købe hele samlingen for en stor sum penge. Bagefter gik han i gang med at ordne stykkerne, så de kunne opføres.
 
På koncertprogrammerne kunne man læse navnet på den gamle komponist og derefter: ‘arrangeret af Fritz Kreisler’.
Folk troede på historien og syntes, det var fint, at han havde fundet så mange gode stykker af gamle, berømte komponister. Først næsten 50 år senere indrømmede han, at det hele var noget, han havde fundet på. Han havde selv skrevet alle stykkerne.
 
Han havde digtet historien om det gamle kloster, fordi han syntes, det var pinligt hvis der stod Fritz Kreisler som komponist ved alt for mange stykker på hans koncertprogrammer.
 
Folk følte sig snydt. Hvad lignede det at påstå, at et stykke musik var skrevet af Beethoven eller Vivaldi eller andre, når det i virkeligheden var noget, man selv havde lavet?
Ikke alle hans stykker ‘sejlede under fremmed flag’. Hans mest spillede stykker Caprice viennois, Liebesfreud, Schön Rosmarin og andre blev udgivet som Fritz Kreislers egne stykker i 1910.
 
Harriet fortalte,hvordan han komponerede: Han skrev aldrig noget ned, før stykkerne var helt færdige inde i hans hoved. Han gik lange ture, mens han komponerede.
Hans forlægger Wilhelm Strecker skrev: Kun få mennesker aner, hvor stor omhu der blev lagt i de små, enkle stykker. Han spillede dem om og om igen, hundredevis af gange, før han var så tilfreds med dem, at han overgav dem til trykkeren.
 
REJSELIV
Fritz og Harriet var altid på rejse. Når de var i London boede de hos gode venner, Bauer familien. Ellen Bauer fortalte:
Folk har spurgte mig, om Fritz Kreisler øvede sig, når han boede i mit hjem. Det var der faktisk ikke mulighed for, undtagen meget, meget tidligt om morgenen. I samme øjeblik nogen hørte violinmusik i huset, rygtedes det: Fritz Kreisler er i London, og få minutter efter var gaden stopfyldt af mennesker, der stod og lyttede, så længe han spillede. Man kunne se beundrere mase sig sammen i alle vinduer i hele gaden, og ingen flyttede sig, før musikken stoppede.
 
Fritz var aldrig nervøs, når han skulle spille koncert. Han kunne godt lide at spille for publikum, men en aften blev han hylet helt ud af det. Han fortæller selv:
 
Jeg er allergisk overfor urytmiske bevægelser. En aften spillede jeg koncert i Berlin, og jeg var lige ved at give op. På forreste række sad en dame med en stor vifte, som hun viftede med meget urytmisk og helt ude af takt med musikken.
 
1. VERDENSKRIG
Fritz Kreisler østrisk officer af reserven. I 1912 måtte han afbryde en koncertrejse på grund af uroligheder mellem Østrig og Serbien. Kreisler fik ordre på at holde sig klar.
Da krigen brød ud, blev Fritz Kreisler nødt til at aflyse alle koncerter og skynde sig til Østrig. I august 1914 blev han løjtnant i 4. battallion.
 
Mange mennesker syntes at det var vanvid at sende en verdensberømt violinvirtuos i krig, men ledelsen af hæren tog ikke hensyn. Enhver måtte gøre sin pligt for fædrelandet, og så var det lige meget, hvad man var.

Da krigen havde varet et par måneder, blev Fritz meldt savnet. Alle mente, at han var blevet dræbt. I flere uger hørte man ikke noget om ham, men en dag kunne aviserne fortælle, at han var i live. Han var blevet såret. Hæren sendte ham hjem. Harriet ville nu gerne have, at de rejste hjem til hendes forældre i USA.

 
Desværre var det sådan, at USA og Østrig var fjender. Da USA gik ind i krigen, begyndte amerikanerne at tage afstand fra Fritz. Han var jo en fjende. Da han skulle spille i Carnegie Hall i Pittsburg, fik han at vide, at han kunne godt rejse igen. De ønskede ikke at høre ham. Andre byer gjorde som Pittsburg.
 
Efter krigen varede det dog ikke længe, før Kreisler igen var et tilbedt idol. Han spillede til fordel for Røde Kors, for hjemløse børn og andre, der havde lidt under krigen.
 
BERLIN
Årene gik.
Harriet og Fritz var konstant på rejse - til Europas store byer, på tourneer i USA, til Sydamerika, Kina. De følte sig som nomader og længtes efter at høre til et sted.
Det endte med, at de købte et hus i Berlin, hvor de slog sig ned i rolige perioder.
 
Da Hitler kom til magten, ville han gerne bruge et idol som Fritz Kreisler i sin propaganda, men Fritz ville ikke have noget at gøre med Nazityskland. Han fik tilbudt at optræde som solist ved en række koncerter i Berlin, men afslog.
Som begrundelse nævnede han flere store kunstnere, der var blevet forfulgt af nazisterne.
 
Så længe de blev forfulgt ville han ikke komme til Tyskland.
Fritz og Harriet flyttede til Sydfrankrig og tog mod tilbudet om fransk statsborgerskab.

I februar 1935 blev Fritz Kreisler 60 år. Over hele verden sendte radioerne programmer om ham og spillede hans kompositioner. Kun Nazityskland var tavs og nævnede ikke navnet Kreisler.

 
AFSKED
Da Fritz fyldte 75 år, havde han optrådt på verdens scener i over 60 år, længere end nogen anden violinist, men nu besluttede han at stoppe.
 
Selv om han holdt op med at rejse rundt og optræde, kunne man dog stadig høre hans musik.

Hans mange optagelser til radioen gjorde, at man næsten hver dag kunne høre han spille mindst et sted i verden.
Selv levede han stille og roligt i sit hjem i USA, til han døde som 87årig.

Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms