Shinichi Suzuki

1898 - 1997
Japan
 
Født i 1898 i Nagoya i Japan.
 
Hans far grundlagde et stort violinbyggerfirma, der solgte violiner til hele verden.
 
Som lille var Shinichi Suzuki ikke specielt interesseret i musik. Han anså nærmest violiner for at være en slags legetøj, men da han var omkring 17 år, begyndte han at lytte til grammofonplader med violinmusik.
 
Han blev betaget af violinens klang og besluttede, at han selv ville lære at spille.
 
Suzuki hentede en violin på værkstedet og forsøgte at spille på den. Han havde ingen lærer, og han anede ikke, hvordan han skulle gøre, men ved at prøve sig frem fik han tonerne til at lyde, som de skulle.
 
En ven af familien - Marquis Tokugawa - hørte ham spille og blev klar over, at Suzuki havde et enestående talent for at spille violin. Han sørgede for, at den unge mand blev sendt til Tokyo for at få undervisning.
 
Efter nogle år i Tokyo kom Suzuki til Tyskland, hvor han studerede videre hos professor Klingler i Berlin.
 
Da han kom tilbage til Japan, gik han i gang med en professionel karriere som violinist, men så skete der noget, der fuldstændigt forandrede hans liv:
 
En far kom til ham med sin lille søn på fire år - Toshiya Eto - og bad Suzuki lære drengen at spille violin.
 
Suzuki anede ikke, hvad han skulle stille op. Hvilke øvelser kunne man give sådan et lille barn? Kunne han overhovedet lære at spille?
 
Pludselig slog det ned i ham: Små børn er lynhurtige til at lære! Tænk på, hvor hurtigt de lærer at tale et helt sprog, noget, som kræver mange års studier for voksne mennesker.
 
De lærer det ved at lytte og efterligne. Det er i virkeligheden verdens bedste undervisningsmetode. Alle mødre i verden bruger den uden at tænke over det. Hvis man brugte samme metode på andre ting, ville der ikke være grænser for, hvad børn kunne lære.
 
Suzuki sagde ja til at tage Toshiya Eto som elev. Hurtigt kom der andre små børn, som også ville lære at spille violin. De blev undervist på den måde, at far eller mor fulgte med til ‘timen'. Suzuki viste forældrene, hvad de skulle gøre, når de hjalp børnene med at øve.
 
Børnene blev dygtige. Flokken af elever voksede. I 1945 blev musikskolen i Matsumoto grundlagt.
 
Der kom flere lærere, og snart var der også udviklet ‘modersmåls-metoder' for andre instrumenter: klaver, bratsch, cello, bas, fløjte, sang, guitar.
 
Suzuki arbejdede hver eneste dag på at forbedre sin metode. Han var opmærksom på alle nye ideer og sagde selv, at det var en dårlig dag, hvis han ikke havde fået mindst én ny ide.
 
I 1961 rejste han til USA med en lille flok a sine elever. Deres koncerter blev en sensation. Amerikanske musikskoler blev interesserede i at undervise efter den nye metode. Suzuki rejste til USA og holdt lærerkurser.
 
Mange lærere rejste til Matsumoto og blev undervist på Suzukis skole. Også australske og europæiske lærere deltog i lærerkurserne. Nu undervises der efter Suzukis metode over hele verden.
 
Shinichi Suzuki døde i Matsumoto i 1997.
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms