Fanny og Felix 

13-årige Fanny havde sat sig et mål. Hun ville lære alle 24 præludier fra J. S. Bachs "Das Wohltemperiertes Clavier" og spille dem for sin far på hans fødselsdag. Det var en svær opgave, men Fanny var stædig. Hun ville nå det.
 
Både hun og hendes lillebror Felix var musikalske vidunderbørn.
 

Alligevel blev deres skæbner vidt forskellige.

 
De levede i begyndelsen af 1800-tallet, og der var enorme forskelle på drenges og pigers muligheder.
 
"Fanny og Felix" handler om Fanny Hensel og hendes bror, komponisten Felix Mendelssohn Bartholdy. Den består af to dele.
 
Første del handler om Fanny og Felix som børn.
Anden del fortæller, hvordan det videre gik med det musikbegavede søskendepar.
 
Udgivet af net-bog-klubben

Net-Bog-Klubben:
www.net-bog-klubben.dk

Uddrag fra bogen Fanny og Felix
 
Fanny stoppede midt i et løb. Hun bed sig i læben. Hvorfor ville det ikke lykkes?
Nu havde hun øvet sig en time på det samme tema– fire takter – om og om igen. Efterhånden kunne hun dem udenad, både forfra og bagfra, men melodien var ujævn. Nogle toner blev for svage. Venstre lillefinger fik ikke ordentligt fat.
Det gik ikke. Bachs musik skulle spilles med faste og sikre anslag, så hver eneste tone kom til sin ret.
Tænk, hvis hun ikke nåede det!
Fanny så hen mod vinduet. Ruderne var ved at blive mørke. Hun måtte snart tænde lyset. Det var en grå novemberdag. Felix var ude. De to små, Rebecka og Paul, legede i værelset ved siden af.
På klaveret stod hendes nodebog: ”Das Wohltemperiertes Clavier” af Johan Sebastian Bach. Der var 24 fugaer og 24 præludier i hver sin toneart.
Fanny havde bestemt, at hun ville lære alle 24 præludier udenad og spille dem for sin far på hans fødselsdag den 10. december. Det skulle være hendes gave til ham. Lige nu var han i Paris, så han vidste intet om hendes planer.
 
 
Der var tre uger til. Hun havde lært fjorten præludier, men der var ti endnu. Felix syntes, hun var tosset. Han troede ikke på, at hun kunne klare det. Der var alt for kort tid.
Hun så på sine hænder. Fingrene var lange og slanke. Hvad var det, mor kaldte dem? Bachske fugafingre.
Nej, nu havde den pause varet længe nok!
Fanny rankede ryggen og tog fat igen. Døren bag hende blev stille åbnet. Det var Lea Mendelssohn, hendes mor.
Lea blev stående og lyttede, indtil præludiet var slut. Så gik hun frem og lagde en hånd på Fannys skulder.
”Du har for meget fart på,” sagde hun venligt. ”Det går ikke. Takten bliver ujævn, og det er synd for musikken.”
Fanny så op.
”Mor,” sagde hun. ”Hvordan skal jeg ...”
”Hør!” Lea satte en hånd for hendes mund. ”Der er nogle, der råber.”
Fanny lyttede. Nu hørte hun det også.
Lyden kom nede fra gaden. En flok gadedrenge råbte op og larmede.
De kom nærmere. Et enkelt ord skilte sig ud. Det lød igen og igen fra mange munde.
”Jødedreng!”
Fannys øjne blev store og forskrækkede.
”Åh nej! Det er Felix, de råber efter.”
Illustrationer Frede Faber fra bogen Fanny og Felix
Udgivet på Netbogklubben
 
Klik på billede for stor udgave Klik på billede for stor udgave Klik på billede for stor udgave Klik på billede for stor udgave Klik på billede for stor udgave
 
Tip en ven  Sitemap - oversigt over tilgængelige sider  Udskriv
Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med ITProfil.dk. Vedligeholdes med ADcms